Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 3. Natmænd eller rakkere. Deres forhold til bødlerne og til folket. Regeringens til dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
/
122
bønderne og deres tjænestefolk i det mindste i nogle egne ikke
indlade sig derpå. Sallingboer, Morsinger og Tyboer, der havde
»anset det foragteligt«, at udslæbe det af pesten døde kvæg, tage
hud og talg deraf, og derefter nedgrave det, måtte ved trusel om
indsættelse i Viborg tugthus tvinges til at gore alt dette. Efter- !
hånden vænnede man sig til at tumle med de døde kroppe; og der
er ingen tvivl om, at tidens tunge tryk har bidraget sit til at böje
almuens sind og formindske dens uvillie mod de didhorende arbejder.
»Med andre kreature end heste gör man sig, især siden kvægpesten,
hverken i købstæderne eller på landet nogen betænkelighed i vore
egne« (Århus stift) siger O. H. Guldberg 1792. !
Det var natmand Knud Hansen i Ribe, der det foregående år
var bleven den uskyldige årsag til, at regeringen atter rustede sig
mod fordommens svækkede, men ingenlunde opløste hær. Hans
naive andragende, med tilhørende fortolkning, er indført blandt
vedhængene, hvor der også er givet en udsigt over de derved
fremkaldte forhandlinger. Efter at kancelliet var blevet nødsaget
til at indhente betænkninger fra samtlige stiftamtmænd og
amtmænd i Danmark og Norge, havde Colbiörnsen al grund til at
være tilfreds med den modtagelse, grundtanken i hans udkast
fandt næsten hos dem alle. Mod enkeltheder rejstes naturligvis en
del indvendinger. At »afsættes fra sin tjæneste«, der var en
byrde uden tilsvarende fordele, vilde sognefogderne i reglen ikke
regne for en straf. At heller ikke fængsel på vand og brød, der
så meget berode på udførelses-måden, ansås for nogen straf, det
var, efter stiftamtmand Sehestedt, en des værre! altfor bekendt <
sag. På gabestoks-straffen, der faldt i Sehestedts smag, havde
96. Se resk. ’/ 1747 og 1748. Sml. det meget strænge resk.
af ’T’ 1759 til befalingsmanden over Trondhjæms stift, der dog angår døde
heste.
97. Jf. for ved anm. 6. I Vendsyssel ansås det dog endnu den gang
for „uærligt" ikke alene at tage skindet af kalve, hvortil brugtes såkaldte
„kalverakkere", men endog at spise et stykke selv af det fedeste
kalvekød (Gersdorif og Sehestedt).
98. Fra Bergens stift fortæller kammerh. Hauch, at lensmanden, hos
hvem vand- og brøds-straffen af mangel på arresthuse eksekveredes, gærne
lod forbryderen arbejde for sig, og til vederlag derfor gav ham en
underholdning, han „som en bestraffende person" ikke burde have!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
