Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 5. Det jyske natmandsfolks sammensættning og benævnelser. Dets antal og fordeling. Dets væsen og livsforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
279
1 for losgængeri; og endelig 1828 i juli Kristian Peter Adamsen.
, 27 år gammel, på 3 år for løsgængeri (dog slåp lian nok med omtrent den
halve tid); 1831 juli findes han atter indsat på 3 år for samme forseelse
’ (men var igen ude året efter.); 1835 blev han på ny inddömt på 4 år for
• tyveri. 1829 kom Jörgen Kristensen Kind i en alder af 19 år, i tugthuset
’ på 3 år for tyveri; 1833 på 1 år og 1834 på 2 år for løsgængeri.
Else Marie Jörgensdatter fra Venge sogn indsattes 1825, i sit 19de
år, på 1 år for tiggeri; af samme grund 1826 på 2 år, og 1831
på 3 år. Kristiane Jænsdatter fra Mesing sogn dömtes gentagne
gange i tugthuset for tiggeri: 1822, i sit 28de år, på 16 måneder,
1825 på 1, og 1830 på 2 år; omsider 1834pål år for løsgængeri.
2 Og således havde det været i det mindste siden hundredårets
begyndelse. J. N. Tilemann, senere amtsprovst, der i dets første tiår
som residerende kapellan ved domkirken havde været præst ved
tugthuset, udtaler 1817 som sin personlige erfaring, at
natmandsfolkene kun brod sig lidt om tugthnsstraf. Man var altid vis på,
at de løsladte snart kom igen, hvis de da traf på en retskreds, hvor
herredsfogden og sognefogderne viste nogen iver mod løsgængeri;
og han råber ak og ve over deres store letsindighed og mangel på
skamfølelse over at have været i tugthuset. Stort anderledes kan
dommen vei ikke lyde fra et præsteligt og strængt borgerligt
standpunkt; fra et almenmenneskeligt kunde man vei spörge, om ikke
netop disse menneskers lette sind var en mild forsynets gave til
dem, og deres jordelivs störste, næsten eneste, lykke? og hvorfra
denne udviklede æresfølelse vei skulde taget sit udspring og draget
sin næring? Kunde de virkelig føie det som en fortjænt straf, at
ovrigheden en gang i ny og en gang i næ stansede dem i den så
godt som eneste næringsmåde og levevis, der var ladt dem åben?
Vor tids naturlige følelse vil snarere oprøres over at se f. e. en
8 60årig kvinde indsat i tugthuset på 4 år for løsgængeri.
Overhovedet inå man vei antage, at når lovgivningen var kommen ind
f på anvendelse af »tugt- og forbedringshus«-straf for løsgængeri og
151. Jf. Goldschmidts hederejse s. 196 (næste § i anm. 96).
152. Sml. Dorph s. 20 f.
153. Karen Andersdatter fra Langå 1834. Dog er alders-angivelsen
måske unöjagtig; ti 1831, da hun hensad på 4 år for tiggeri (hvilken straf
dog synes hende eftergiven efter forløbet af et års tid), lyder den kun på
54 år. Lignende tilfælde var ikke sjældne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
