Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 6. Sigenere i Danmark. Forskellige jævnførelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
Men er det end således ikke uantageligt, at spiren til
sammenblandingen og forbindelsen er tidlig lagt og efterhånden har skudt
sig frem, varede det uden tvivl en god stund, inden den romaniske
bestanddel blev aldeles tilbagetrængt eller overskygget. Først i
løbet af den sidste halvdel af det 18de hundredår synes dens op- 77
løsning at have fuldbyrdet sig, dog ikke grundigere, end at den
pletvis kan spores på bunden så godt som ned til vor egen
samtid.
Sigenernes (Taternes) egenlig nationale liv i Danmark vilde
jeg i øvrigt betragte som udslukt fra det öjeblik af, de havde
opgivet deres eget sprog, d. v. s. havde tabt dets selvstændige
grammatik. Dog, om deres tidligere sproglige tilstand hos os skorter
det os des værre på en hver efterretning; og da tilstedeværelsen
af adskillige romaniske gloser i det os bekendte »kæltringsprog«
muligvis kunde — tagen for sig alene — forklares som
fremkommen på anden måde end ved umiddelbar arvetægt, skal jeg ikke
her henvise til disse forstyrrede ruiner af en fortidsbygning, men
gore opmærksom på de andre, mer eller mindre sikre, efterspor af
»Taternes« væren og færden iblandt os.
Som noget særtegnende, der straks faldt i öjnene ved
Sigenernes første fremtrædelse i vestevropæiske lande, omtales af samtidige
forfattere deres mørke hudfarve. Og der er så meget mindre7]H
skönt der findes adskillige blonde (aunque liay bastantes rubins).
En sådan sygelig udvikling forekommer også, men sjælden, iblandt
Hinduerne (pastor Rosen i Schouws Dansk tidsskrift 3, 534). — Uforklaret
henstår ytringen hos Müllenhoff s. 537: „der gaves også hvide Tatere,
for hvilke de brune var bange; på deres tog spurgte de derfor ofte, om
man også havde set hvide Tatere?" At Sigenerne skulde ligefrem have Bkyet
deres blodsfrænder, fordi de var vanheldede ved en naturfejl, finder jeg
dog mindre rimeligt, end at de, trods deres delvise sammenknytning med
andre landløbere („der holdt sig til en Sigenerbande" fo. T’T 1756), har
næret en lönlig uvillie mod disse deres medbejlere i almindelighed.
77. Af kvindernes tilståelser under det i resk. !T® 1732 omtalte
forhør tör man måske uddrage den dobbeltslutning: at Tatere ved
hundredårets begyndelse havde deres forfædre på dansk grund, og at de havde
parret sig med indfødte.
78. „Erant nigri ut Tartari", Korner 1417; „swarz Liite" Justiuger
1419; „erano magri e neri", fortsætteren af Chron. di Bologna 1422; les
hommes estoient tres noir s, les cheveux crespez, les pius laides fem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
