Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 6. Sigenere i Danmark. Forskellige jævnførelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317
grund til at antage, at denne egenhed siden skulde være gået til
3 grunde enten ved klimaets indvirkning eller ved blanding med de
indfødte, som den udtrykkelig fremhæves i de fyldigere beskrivelser
mes, que on pust veir, et les pius noires; toutes avoient les visages
de playe [skrammerede, d. e. runkne? af lat. plaga], les cheveux noirs
comme la qneue d’ung cheval", det franske øjenvidne 1427 hos Bataillard
1844 s. 42 (og hos Pasquier s. 360). Sml. bonden med sin „ilåtter, så
hvid som nogen Tåtter" i den danske Dødedans. —
Nutids-Sigener-indernes grimhed attesteres f. e., med forbehold, af Liebich (s. 21 f.),
hvis beskrivelse (s. 20) af Sigenernes „dichtes schwarzes und glänzendes"
hår, der „hiingt ihm wirr und struppig–-bis auf den Nacken" også
stemmer med Pariserens. For øvrigt mener Hataillard (1844 s. 24), at
den uvante „teint cuivré" har haft nogen del i, at ældre forfattere skildrer
Sigenerne som stygge, medens han selv tinder dem „fort beaux". —
Sammenligningen med en hestehale dukker igen op hos Borrow 1, 133 om de
spanske Jitanos (jf. 222; 277 og en spansk forfatter 308)
79. Når Thomasius åbenbar er tilbøjelig til at tage den folkesnak
for gode varer, hvorefter Sigenerkvinderne skaffede deres småbørn en
sort, efter behag igen aftvættelig, lød ved at indgnide dem med en salve
og dernæst udsatte dem for solens påvirkning (§ 63), så hænger denne
lettroenhed væsenlig sammen med den vrange forestilling (bygget på et
intet bevisende sted i Johan Stumpfs Eydgnoschafft Chronik 1548 2, 425
b), han nå-rede: at de først indvandrede Sigenere var et helt andet
folkefærd end de dava^rende; for en del stottede den sig også til de overdrevne
fortællinger om Sigenernes lyst til at røve fremmede börn (§ 62 f.), med
hvilke de da måtte foretage hint kunststykke. Thomasius’s opfattelse er
ikke engang bleven uden al indflydelse på Grellmann, for så vidt som
han, skønt han aldeles forkaster den Stumpfskc teori (s. 224 ff.), dog
antager (s. 39 f., 122 og 319 f.), at det kun var på grund af deres levemåde
og ved anvendelse af slige kunstige midler [sml. ned. for anmærkn. 85],
at Sigenerne havde kunnet bevare deres „brungule" lød. Hin folketro
kunde ta’nkes opstået ved mistydning af den skik, derefter Miillcnhoff (s.
537) tillægges de holstenske Tatere: for varmens skyld at oversmöre
deres spa de börn med snavs; hvis ikke også dette snarest var en tolkelig
opdigtelse, fremkaldt ved deres påfaldende urenlighed, jf. Liebich s. 84
øverst. Af almindeligere interesse, men derfor også at benytte med
dobbelt forsigtighed, er Liebichs på selvsyn grundede udsagn (s. 21): at hos
nyfødte Sigenerbörn er huden altid „hvid", således at de i deres tidligste
ungdom „næppe" vilde kunne skelnes fra andre folks, hvis de ikke havde
bragt tommelangt sort hår med sig til verden; men at huden snart —og
det uden brug af noget som helst farvestof - antager en „brungul eller
sortebrun, olivenagtig farve, under hvilken end ikke den ringeste rødme
skinner frem". (Efter Rosen i Dansk tidsskrift 3, 534 har alle, ikke
kretinagtige, Hinduer, kulsorte hår; og „spores tydelig" forældrenes
hudfarve hos de nyfødte Ilindubörn, s. st. 530).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
