Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 6. Sigenere i Danmark. Forskellige jævnførelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321
kæltringsprog Tataris betod en »uioriaii, neger«, så er jeg til—
böjelig til at antage, at det i virkeligheden har været anvendt som
øgenavn eller vrængenavn af hvidfodte omløbere til deres
mørkladne levnedsfæller. Vi skal nemlig straks se et vidnesbyrd om,
at det var mellem de øvrige natmandsfolk, Sigenernes ætlinge
nævntes med Taternavnet; om det end sikkert, som det allerede
ligger i adskilligt af det foregående, også er blevet brugt af
menigmand, bl. a. ned til vor tid som tilnavn til bestemte personer, f. e.
»Tater-Adam« d. e. Adam Karlsen (fra Ostbirk) og hans datter
94 »Tater-Lene«.
Hovedsagen er dog, at Sigenertypen træder frem, og
Sigener-fysioguomiet skinner igennem, i enkelte eksemplarer så langt ned i
95 tiden, som der i Jylland er tale om natmandsfolk. Til bestyrkelse
heraf skal jeg biot anføre to udsagn: det første hentet fra det
viborgske stænderudvalgs for påråbte klassifikation af natmandsfolket;
det andet fra hr Brosbolls ligeledes oftere benyttede, prosaiske
skildring af »natmændene«. Medens det hist hedder: »blandt
glarmesterfolkene er det, efter hvad vi have været i stand til at
erholde kundskab om, at der endnu findes nogle få individer, som
antages at nedstamme fra Tatere eller Sigenere, og som mellem de
øvrige kaldes med tilnavn Tatere eller Romanier, og synes ved
deres hårs, huds og öjnes mørke farve at bære præg af fremmed
oprindelse«, ytrer sidstnævnte forfatter: »den ægte natmand skelner
i byz.-græsk, ligesom i nygræsk, findes sammendragen til -is (x’ipiu for
xüpcoa).
94. Den første hos Dorph s. 10, den anden i Goldschmidts hederejse
s. -225; jf. oven for s. 278. I omegnen af I.yhæk levede en „Tater-Stin"
i 1820’erne (se Pott 2, 260 efter en roman af Wöniger). — Medens
Taternavnet i Holsten og Slesvig lever i sagnene — se Milllenhoff s. 537 og
Fischers Slesvigske folkesagn 2den udg. s. 277 (hvor stykket „Fra
Tatertiden" dog er yderst forvirret) — er det ikke ganske uddød i Norge og
Sverrig, se Sundt s. 21 og „Tatrekall" i Åsens ordborg = „Tattreka"[rl]:
Ilofs Dialeetus vestrogothica 1772 s. 290; „Tattare, Zigenare" hos Rietz;
o. s. v.
95. Af fænomenets forholdsvise sja ldenhed, og dets forskellige
nuancering efter den større eller mindre grad af renbed eller blanding, kan
det forklares, at samtidig med, at det synes ganske at ignoreres af
herredsfoged Rod, fremhæves det temmelig stærkt af Ahlefeldt Lavrvig (og
Lyngbye).
1736
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
