Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
sandsynligvis anførte af den forrige, og denne
kastetle sig strax over Spætten, som
Krigsskriget havde kaldt ud af Hulen. De andre
Nøddeskriger hjalp Angriberen, og endelig
maattc den fra alle Sider bestormede
Grønspætte vige for Overmagten. Soicrhcrromc
kastede sig straks over den erobrede
Myretue. Med kraftige Hug søgte dc at udvide
den tidligere gravede Gang. Men det gik
nu, som det saa ofte ganr med Iløvcrc; de
blcve indbyrdes ueuige om Byttet og kom
hvert Øicblik i hidsig Strid med hinanden
om Myrepupperne.
E . . k.
Dragfæ. Fædrag. Ormedrag.
(Af Cand. med. X. Volfibag).
„Drag-Fæe eller Orme-Drag4*, siger den
ærværdige Erich Pontoppidan i sin „Norges
naturlige Historie**, „er, saavidt jeg veed, ]
„et singuhre physieum*) her til Lands.
B––-— — Det bestaar i utallige sinaa
«Ormes Samling og vidtløftige Udstrækning
«over Jorden, ey anderledes end det kunde
„være et Iteeb, af nogle Favnes Længde og
„halvanden a to Fingers Tykkelse. Hver
„Orm er ikke tykkere end en grov
Sye-„Traad og af Længde som et Havre-Korn
„men af Farve vandagtig, med en sort Plet
„paa Hovedet. Disse Orme elske Samfund
„og lindes altid i Millioner og Milliasser,
„bestandig vrimlende paa hinanden, dog saa,
„at deres Selskab altid flytter sig fremad og
„lader Spor efter sig paa blød Grund,
ligesom Sporet af en udstrakt Linie*.
Under Navnet Fædrag beskreves i
Throml-hjems Adresseavis Sommeren 1869, saavidt
erindres, fra Snaasen den samme Naturraærk-
*) rnefturade Natunmcikrærdighed.
værdighed og underligt nok med næsten
samme Ord og Vendinger, uagtet
Indsenderen ligesom Pontoppidan mente at staa
ligeoverfor noget Nyt. Ja Pontoppidan
paa-beraaber sig dog ogsoa en endnu ældre
Meddelelse, nemlig hos Jonas Itamus — Anna
Kolbjørnsdattérs Mand. Den ældste norske
Beskrivelse er vel Folkesagnet om Søormcn,
som fødes i Fjeldtraktcrne og først gammel,
lodden og graa søger Søen. At vi lier have
Mindet om uu gammel Naturiagttagelse, er
iøinefaldende, unar man har lidt nærmere
Fjendskab til Sagen. Men det er af den
,1 Slags Naturiagttagelser, som gaar af Velen
j for selve Kjendsgjerningerne og giver en
overnaturlig Fortolkning af Alt. hvad man
ikkekjender fra Børnelærdommen eller
Hverdagslivets Erfaringer.
Vore Dages Naturforskere ere mere
paa-gaaende. Søormen bar hidtil ingen nf dem
scet: heller ikke har man hørt Noget. om.
i at en eller anden bekjendt Naturforsker paa
saadan Maade er forsvunden, at der er Grund
til at antage, hans videnskabelige Iver har
bragt ham hint interessante Fabeldyr for nær.
Men vi kunne være forvissede om, at de ved
Siden nf en berettiget Tvivl om Havuhyrets
Tilværelse nære de varmeste Ønsker om at
faa Anledning til et ret grundigt
Bokjcndt-skab. I gamle Dage talte man om „at skyde
Pnpegøien4*, naar man vilde betegne et
Lykketræf; vi kunne sigo „fange Søormcn**. Thi
den, som naar saa langt, hans Lykke er
gjort. Rigdom, Ære, et udødeligt Navn —
Alt staar ham anbent.
Desværre, Udsigterne ere smaa. Selv i
Mjøsen, Jølstervandct og Foldenfjorden synes
den høic Herre ikke at være tilgængelig.
Pontoppidan fortæller ganske naivt, at
Søormen mere og mere skyr vore Kyster,
eftersom det bliver aliniudeligt, at Fiskerne
medføre „Bøvergjælt44 i sine Baade. Ogsaa Peder
Dass i „Nordlands Trompet" synes at hælde
til denne Forklaring. Ja har man en fin
Næse, saa er Bævergjelslugten heller ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
