Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
tuberantserne, efter at have opnaaet sin største
Talrighed i 1870 og 71, siden gradvis have
aftaget i Mængde, og at vi nu omtrent
befinde os i Tiden for Minimum af Virksomhed
paa Solens Overflade. Ligeledes skal der
ikke stor Dristighed til at kunne forudsige,
at der fra iaar og især fra næste Aar vil
vise sig en raskt tiltagende Mængde af Pletter
og Protuberantser, indtil Maximum igjen naaes
i 1881 eller 1882. Fig. 7 gjengiver grafisk
disse Forhold fra 1843 til 1877. I
Virkeligheden er den ikke grundet paa Observationer
af Solen, men er fremkommet paa følgende
Maade. Paa Christiania Observatorium
observeres den magnetiske Misvisning hver Dag
Kl. 9 F. og 2 E. Misvisningen, som her for
Tiden er 14° vestlig, er nemlig ikke den samme
bestandig, men foruden at den i lange Aar-
Fig. 7.
rækker stadig aftager, undergaar den ogsaa
regelmæssige Forandringer i Løbet af et
Døgn, nemlig saaledes at den er mindst
Kl. 8—9 Form. og størst Kl. 1—2 Eft.;
Forskjellen kaldes den daglige Variation.
Denne er igjen foranderlig efter Åarstidenj j
størst om Sommeren og mindst om Vinteren; I
men hvis man tager et Middeltal for hele II
Aaret og gjentager dette Aar efter Aar, saa II
faaes de Værdier, som gjengives paa Fig. 7,
hvor Aarstallene ere afsatte liorizontalt
bortover og den fra hvert Aar opgaaende verticale
Linie betyder Aarets gjennemsnitlige daglige
Variation, udtrykt i Bueminutter.
Dengjen-nem de saaledes afsatte Punkter optrukne
Linie har næsten nøiagtig samme Løb som
Solplet-Curven i den samme Tid.
Endnu et Par Ord om Solpletterne og
deres hyppige Ledsagere Solfaklerne,
forsaa-vidt Spektroskopet har kunnet give nogen
Oplysning derom. Solpletterne have altid
forvoldt Astronomerne Hovedbrud og have
forledet endog meget ansete Videnskabsraænd
til at fremsætte temmelig absurde Theorier. l
Man har længe vidst, at de kun ved Mod- 1
sætningen til de øvrige mere lysende Dele
af Soloverfladen vise sig mørke, og at de for II
li den Sags Skyld gjerne kunne bestaa af Stoffe
i høi Glødning; thi naar det blændende
Drum-I mondske Kalklys holdes mod Solen, saa viser
det sig ogsaa som en mørk Plet.
Spektroskopet har bekræftet dette. Pletterne give
nemlig et stærkt lysende Spektrum, som i
det væsentlige er overensstemmende med det
almindelige Solspektrum; kun tyder den ofte
noget stærkere Fremtræden af visse mørke
Linier paa en forøget Absorption.
Vand-stoflinierne have undertiden vist et
ejendommeligt Forhold ved Pletterne og deres Nærhed;
man har nemlig Exempler paa, at de i selve
Plettens Kjerne have vist sig som mørke
Linier, noget tykkere og mørkere end
almindelig, medens de forsvandt i den ydre, mindre
mørke Del af Pletten, den saakaldte
Penumbra, og i den umiddelbart tilstødende Del
af den lyse Soloverflade, formodentlig en
Fakkel, endog viste sig som lyse Linier
oven-paa det almindelige Solspektrum.
Heraf skulde altsaa fremgaa, at Pletterne
bestaa af Solatmosfærens almindelige Stoffe,
som af en eller anden Grund lide lokale
Afkjølinger og altsaa lyse mindre stærkt.
Paa den anden Side tyder Pletternes
uimodsigelige Forbindelse med Protuberantserne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
