Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
fortsatte, især paa Observatoriet i Greenwich.
Man har fundet at følgende Stjerner fjerne
sig fra vort Solsystem: Sirius, a og P i
Orion, Castor, Regulus, 6 af Stjernerne i
Karls vognen, nemlig alle undtagen a, fremdeles
Capella, Procyon, Spica,a i Kronen o. fl.
Følgende nærme sig: Arcturus, Vega, Deneb,
Pol-lux, a i den store Bjørn og nogle mindre
Stjerner. Hastigheden er for de fleste mindre end
10 Mile; den største Hastighed, man har fundet
ved Undersøgelserne i Greenwich, er 14 Mile,
som Stjernen y i Løven kommer os
nærmere i hvert Sekund.
Hvorvidt Bevægelsen finder Sted hos
vort Solsystem eller hos Stjernen eller hos
begge samtidig, kan Spektroskopet ikke
af-gjøre.
Der er endnu en Klasse fjerne Himllege- ;
mer, paa hvilke Spektralanalysen har været
anvendt, nemlig Stjernetaagerne. Man
kjender en stor Mængde af disse, men de
fleste ere saa lyssvage, at de blot kunne sees
i meget stærke Kikkerter. Med blotte Øine
kan man kun se een, nemlig Taagepletten i
Andromeda, som i Kikkert viser sig som en
stor, langstrakt, lys Plet, tilspidset i begge
Ender. I Orion er der en stor, uregelmæssig
Taageplet, som vel ikke kan sees med blotte
Øine, fordi den staar i Nærheden af et Par
temmelig klare Stjerner i Orions Sværdhefte
(lige under Beltet); men med en god
Thea-terkikkert sees den tydeligt.
Da der er en stor Del tætte
Stjerneklynger, som i mindre Kikkerter vise sig som
Taagepletter, og som først med stærkere
Instrumenter lade sig opløse, saa er det en
rimelig Tanke, at alle Taager vilde kunne
opløses, saafremt man blot fik tilstrækkelig
kraftige Kikkerter. Efter hvad
Spektroskopet har vist, synes dog dette ikke at være
Tilfældet. Man har nemlig fundet to Slags;
nogle give et sammenhængende Spektrum —
mørke Linier kan der paa Grund af den
ringe Lysstyrke ikke være Tale om at finde
— og maa altsaa være tætte Stjerneklynger;
men andre give et Spektrum af tre lyse
Linier, hvis Beliggenhed sees af Fig. 10, og
Fig. 10.
RTF G
skulde altsaa virkelig bestaa af Gas- eller
Dampmasser. Dette er blandt andet
Tilfældet med Oriontaagen, samt med en hel
Klasse, som paa Grund af deres nogenlunde
vel begrændsede, runde eller aflange Form
kaldes planetariske Taager. Af de tre
Linier falder den ene sammen med
Vand-stoflinien F, den anden med den stærkeste
af Iivælstoffets Linier; den tredie er at
ube-kjendt Oprindelse. At man blot ser een af
hvert Stofs Linier kommer rimeligvis af
Spektrets Svaghed. Det kunde tænkes, at
disse Taagemasser bestaa af de derved
betegnede Gasarter og intet andet; men det
er ikke sandsynligt. Det maa overhovedet
erindres, at de Vanskeligheder, som i flere
Tilfælde klæbe ved Tydningen af et
Spektrum, fremtræde i forøget Grad i Tilfælde
som dette, hvor Lysstyrken er saa
overordentlig ringe. Saaledes er der intet til
Hinder for, at der i den fjerne Taagemasse kan
tindes faste glødende Legemer, uden at disse
give sig tilkjende i Spektroskopet; thi, som
nævnt i en af de forrige Artikler, det
sammenhængende Spektrum svækkes langt mere
ved Farvespredningen, end Gasspektret.
Ovenfor er nævnt, at den nye Stjerne
af 1876 (i Svanen), som først gav baade et
sammenhængende Spektrum og flere lyse
Linier, senere blot gav en eneste lysende
Linie; denne har samme Beliggenhed som
den stærkeste Linie i Taagespektret. Hvilke
Slutninger man kan drage heraf, er uvist.
Der staar endnu meget tilbage at gjøre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
