Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
ringens Virkninger i det Store, maa han
vandre bort fra sit eget Land og besøge
et, der ingen Istid har havt. Dette har
Stipendiat Brøgger og Forf. opnaaet paa
en Reise, som vi for et Par Aar siden i
Forening foretog til Corsica.
Hele det vestlige og sydlige Parti af
denne 0, som er det vi i det følgende
nærmest vil holde os til, udgjøres af en ogsaa
hos os vel kjendt Bergart, nemlig Granit.
Den danner Hovedmassen af Øens mægtige,
brede Hovedryg, som mod Vest falder af
mod Havet, mod Øst grændser til de lavere,
en Skiferformation tilhørende, Strækninger i
Øens Midte. Benævnelsen Ryg er dog
maa-ske mindre korrekt, for saa vidt man
derved alene vilde tænke paa noget fuldkommen
massivt. Fjeldmassens Sider er nemlig furede
af talrige tversgaaende Dale, der gaar ned
mod Øst og Vest. Ryggene mellem disse
er atter furede af mindre Dale. Man faar
paa den Maade en Hovedfjeldkam,
Forgreninger fra den og atter mindre Forgreninger
heraf. Forholdet minder om et flere Gange
finnetdelt
Bregneblad. Landskabet ligner
forresten, hvad
Formen af Dalene
angaar, saavel de
større som de
mindre, ikke saa
lidet en nypløiet
Ager. I det
Smaa ser man
det paa
hosstaa-ende Figur (Fig.
1.). Fra
Fjeld-kammene, der i
Almindelighed er skarpe og temmelig
retløbende uden udprægede Fjeldtoppe eller dybe
Skar, skraaner Dalsiderne jævnt uden
Afsatser ned lige til Elveleiet dybest i Dalen.
Paa denne Maade har man ingen egentlig
Dalbund. — Man faar af Landets Udseende i sin
Helhed det Indtryk, at disse Former væsentlig
skyldes det rindende Vand, som gjennem lange
Tider har arbeidet paa det hensmulrende Fjeld
og herunder udgravet sine Render:
Hovedelvene de store og dybe, Sideelvene de
mindre, og endelig Regnbækkene Smaafurerne
paa Fjeldsiderne.
Hele denne vidtstrakte Fjeldstrækning
er kun fattig beklædt med Vegetation og
frembyder, i det store taget, et trøstesløst
Skue. Det opdyrkede Areal er ubetydeligt.
Vidnesbyrd om Forvitring i stor Skala
ser man overalt. Dalsiderne er nemlig
belagte med et indtil et Par Meter dybt Lag
af Granit, som er smulret op i Smaastykker.
Indad gaar den over i den uforvitrede
Bergart. Kun det alleryderste af det saaledes
dannede Grus er opblandet med raadnende
Planterester og paa den Maade omdannet
til Muldjord, der imidlertid er saa fattig,
at den næsten ikke fortjener dette Navn.
Denne Granitens indgribende Opsmulring
søger naturligvis at udjævne alle kantede
Fjeldformer og er saaledes Skyld i, at
Dalsiderne, som nys
omtalt, er saa
jævnt
skraanen-de, og at de
saa-godt som aldrig
presenterer sig
med nøgne
Fjeldvægge. Den er
i en enkelt
økonomisk Henseende meget
nyttig, nemlig deri,
at man har saa
let for at anlægge
Landeveie langs
Dalsiderne. Man behøver i Almindelighed kun
at grave ind iBakken, saa bar man dermed
Veien færdig med det mest udmærkede Grus,
man kan ønske sig.
Den indgribende Forvitring giver
Anledning til flere særegne, hos os ukjendte, Fe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
