Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
Fra Astronomiens Omraade.
(Ved Sophus Tromholt.)
Solformørkelsen dm 29de Juli 1878
har foruden Opdagelsen af Vulkan givet flere
interessante Resultater, som vi her kortelig skal
omtale, idet vi med Hensyn til Forstaaelsen af
forskjellige Forhold, der vil blive berørte i
det følgende, henvise til Hr. Observator H.
Gfdmuyden’s Afhandling om Spektralanalysen i
Naturen 1878, Nr. 1—3. •—Formørkelsen den 29
Juli var især af den Grund af særlig Interesse
for de amerikanske Astronomer, at det var den
sidste totale Solformørkelse, der i dette
Aar-hundrede indtræffer i Amerika. Den næste
finder Sted den 9de September 1904, og er kun
total i Sydamerika. Det var derfor ikke saa
forunderligt, at Udsendinge fra hele den
amerikanske lærde Verden drog til de vestlige
Stater tor at anstille Iagttagelser. Formørkelsen
var total i eu Linie, der gaar fra Østsibirien over
Beringsstrædet, Aljaska, britisk Nordamerika,
den vestlige Del af de Forenede Stater og den
mexikanske Bugt til Antillerne. Kongressen
havde bevilget 8000 £ til Iagttagelsen, hvorfor
der fra Washington kunde udsendes ikke
mindre end 5 Expeditioner. Men foruden disse
officielle Expeditioner havde henved et Dusin
private Korporationer udsendt videnskabelige
Iagttagere; desuden var der fra Europa sendt
en engelsk Expedition. Der var mange
berømte Navne blandt Observatorerne; vi skal
saaledes kun nævne: Newcomb, Robinson, Clark,
Hall, Holden, Draper, Edison, Young, Lochyer,
Walson, Burnham. Iagttagerne vare ikke alene
forsynede med almindelige Teleskoper, men
ogsaa med en Mængde andre Instrumenter til
Optagelse af Fotografier, til spektroskopiske
og thermoelektriske Iagttagelser, til nøiagtige
Tidsbestemmelser o. s. v; man havde ligeledes
paa enkelte Stationer foresat sig, saa vidt
gjørligt, at speide efter eventuelle intramerkurielle
Planeter. Til stor Skræk for alle interesserede
bebudede den meteorologiske Centralanstalt i
Washington skyet Veir for de Egne, hvor
Stationerne vare oprettede. Imidlertid havde
Old Prob*) dennegang Uret, hvad der ikke hæn-
*) Dette er det populære Øgenavn for den dygtige
Che^ for Centralbureauet i Washington, General
Mejer. Det er en Afkortelse af Overskriften til de
daglige Veiroversigter. der udgives af denne berømte
Anstalt: Probabilities (Sandsynligheder).
der ham ofte (omtrent 8 Gange af 100); thi i
de vestlige Stater var det paa
Formørkelsesdagen det smukkeste Veir, man kunde ønske sig.
Med Hensyn til Resultaterne, da staa disse
ikke lidet i Modstrid med hverandre. Alle
Iagttagere ere imidlertid enige om følgende:
Coronaen var, forskjellig fra hvad man har set ved
tidligere Formørkelser, af en blændende Klarhed;
dens Giands lignede „en ægte Perles." Dens
Struktur, der tydelig kunde iagttages og
fotograferes, beskrives paa følgende Maade: den
taagepletagtig,e Grundraasse var næsten
regelmæssig stribet; i Nærheden afEkliptiken
(Solens Bane paa Himlen) vare disse Striber
retlinede og straalede ret ud fra Solen; paa de
andre Steder af Solranden vare de derimod
krumme og ordnede spiralformigt. Medens
imidlertid Colbert bestemte Coronaens Brede til
26 Minuter (dette svarer til en virkelig
Afstand fra Solens Overflade af 155,000 geogr.
Mil), iagttog Langley, at den paa en Side havde
en Udstrækning af 12 Soldiametre (2’150,000
geogr. Mil), paa en anden Side af 3
Soldiametre. Sidstnævnte Iagttager bemærker, at
Coronaen havde den største Lighed med
Zodiakallyset, og denne Iagttagelse bekræftes af
Neivcomb, der meddeler, at han paa begge Sider
af Maanen har iagttaget Lyskegler, der i
Retning af Ekliptika kunde forfølges 6 Grader,
og som sandsynligvis hidrørte fra
Zodiakallyset. De hverandre modsigende Angivelser
af Coronaens Udstrækning kan kun finde deres
Forklaring ved forskjellige atmosfæriske
Tilstande paa de forskjellige Stationer. Det
’ samme gjælder om Tidsangivelserne for
Coro-| naens Synlighed; medens den paa alle andre
Steder forsvandt med den totale Formørkelses
Ophør, blev den paa en enkelt Station set 5
Minuter længer. Yderst paafaldende er den
Omstændighed, at der saa godt som slet ingen
Protube-ranser*) var at se. Alle Iagttagere udsige
en-! stemmig, at der kun var en eneste større og endnu
1 en mindre ved Maanens vestlige Rand. Lochyer,
|| den berømte engelske Spektroskopist, udtaler
i sin store Forbauselse over den mærkelige
For-skjel i saa Henseende mellem denne
Formørkelse og de i Aarene 1869, 70 og 71. Han
finder Forklaringen i den Omstændighed, at
nærværende Aar er et Minimurasaar for Sol-
*) Se Observator Geelmuyden s ovenfor nævnte
Afhandling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
