- Project Runeberg -  Naturen. (Et) Illustreret Maanedsskrift for populær Naturvidenskab / 2den aargang. 1878 /
189

(1877)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

189

forsvinde kort efter Solopgang, efterat de i
nogen Tid have været synlige; men de vise
sig atter, naar Solen kommer i en vis Høide.
Disse Forandringer kunne umulig være
Skuffelser, de maa have en paa selve Platos
Flade virkende Aarsag, men hvilken denne
er, kan man for Tiden ikke have nogen
sikker Mening om.

Til Slutning maa vi endnu sige et Par
Ord om de eiendommelige Lysfænomener,
man til forskjellige Tider har iagttaget paa
Maanen, og som tillade en forskjellig
Udtydning. Man kunde tro, at saadanne vulkanske
Fænomener, der, som vi have set, endnu
fo-regaa paa Maanen, maatte vise sig for os
under Udvikling af Lysfremtoninger, især
naar de optræde paa Maanens mørke Del.
Vistnok er det ikke sandsynligt, at den
Lysudvikling, der finder Sted ved vulkanske
Eruptioner, i det hele taget er stærk nok’ til at
kunne ses i stor Afstand, navnlig naar det
gjælder Maanen, hvis tynde Atmosphære vel
næppe tilsteder virkelige Flammeudbrud.
Desuagtet kjender man flere Exempler, hvor
enkelte Iagttagere have set usædvanlig klare
Lyspunkter paa Maanens Overflade. Det første
Tilfælde af denne Art berettes af Gregorius
Turoncnsis. Denne Iagttager paastaar i
Aa-ret 577 i længere Tid at have set en
funklende Stjerne paa Maanens Midte. Hvis denne
Kjendsgjerning er rigtig, maatte man ganske
vist tænke paa en storartet vulkansk
Eruption. Den 27de December 1857 saa Rart i
Glasgow i et stort Teleskop paa Maanens
oplyste Del to lysende Punkter af
flammegul Farve paa hver sin Side af en
Fjeldkam. Fænomenet varede 5 Timer, og
Iagttageren erklærer det afgjort for at være af
vulkansk Oprindelse. Den største Opsigt
gjorde 1787 HerscheVs Meddelelser om
Vulkaner, som han mente at have set i fuld
Virksomhed paa Maanen. Men i
Virkeligheden var de af Herschel iagttagne lyse
Punkter, efter hvad Schrötcr har paavist, ikke
andet end Bjerge og Kratere, der straalede

1 særlig klart i Gjenskinnet af det Lys,
Jorden kaster paa Maanen, og man kan iagttage
dem i enhver gunstig Stilling af vor Drabant.
Det er bekjendt, at naar man betragter
Maanen med blotte Øine kort efter (eller før)
Nymaane, ser man foruden den klart oplyste
smalle Bue af Maanen, der modtager direkte
Lys fra Solen, tillige hele den Del, der har
j Nat, og som lyser med et grønliggraat,
fos-forisk Skjær. Dette Lys er, som Leonardo
da Vind først gjorde opmærksom paa, ikke
andet end tilbagekastet Jordlys. Med en
kraftig Kikkert ser man da i denne Del af
Maanen uden Vanskelighed alle større
Ujævnheder paa Maaneskiven og en Mængde lyse
Punkter; disse ere uden Undtagelse de
samme, der ogsaa ved Fuldmaane udmærke
sig ved en intensiv Klarhed. Selv om det
altsaa er paavist, at det graagrønne Skjær
paa Maanens Natside kun skyldes det Lys,
som den af Solen beskinnede Jord kaster
paa Maanen — ligesom vi tale om
Maane-skin, kunne Maanebeboere om saadanne gives
j tale om Jordskin, Nyjord, Fuldjord o. s. v. —

; fortjener det dog at observeres med
Opmærksomhed. Thi der kunde her vise sig
Lysfremtoninger, der ikke staa i Forbindelse
med vulkanske Fænomener, og i
Virkeligheden paastaar Gruithuisen at have iagttaget
noget Sligt, som han tilskriver et Polarlys
(Nordlys) paa Maanen. Det var den 20de
Oktober 1824 om Morgenen efter Kl. 5, at
han med en udmærket Kikkert betragtede
I den Del af Maanen, der da havde Nat. Alle
de her liggende Dele viste sig, som om det
var Fuldmaane, og man betragtede dem
gjen-nem et noget dæmpet Glas. Pludselig viste
! sig i den graa Plet, der bærer Navnet Mare
nubium (i Sydost paa Maanen), en stor,
langstrakt Lysning, der naaede hen til
Ringbjer-’ get Copernicus; dens Længde udgjorde 130
Mil, Breden 24—30 Mil. Den forsvandt meget
hurtigt, men næppe 6 Sekunder efter var der
atter ved dens sydlige Endepunkt opstaaet
en rund, klar Lysning, der et Sekund senere

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:11:39 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/naturen/1878/0195.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free