Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
faar blot ikke anledning til at gjøre sig gjældende paa nogen
iøinefaldende maade paa grund af det låve standpunkt, hvorpaa deres musik
staar.
Der er nu talrige kjendsgjerninger, som synes mig at tale for, at
det virkelig forholder sig saaledes; at altsaa den høitudviklede musikalske
sans, vi kulturmennesker for tiden besidder i større eller mindre grad,
at den ikke beror paa, at selve musiksansen har gjennemgaaet en sterk
udvikling, og at vi derfor ikke har noget med at forklare, hvorledes
denne udvikling har fundet sted. Denne høitudviklede musikalske sans
eksisterer i virkeligheden ikke, ialfald ikke som en egenskab, der har
gjennemgaaet en selvstændig udvikling og vekst. Musiksansen er
tvertimod en ældgammel arv, der først og fremst beror paa høreorganets
fuldkomne bygning. Men denne bygning har mennesket faaet i arv fra
sine forfædre inden dyreriget og ialfald siden den tid de høieststaaende
mennesker stod paa de nulevende naturfolks standpunkt, har høreorganet
ikke undergaaet nogen forbedring. Vi kan ogsaa tilveiebringe bevis for, at
der hos naturfolkene findes en musikalsk sans eller musikalske anlæg,
der er istand til at udvikles til samme høide som vore egne, og som
derfor maa ansees for at være lige fuldkomne som disse. I regelen
faar ikke disse anlæg anledning til at ytre sig, men grunden dertil er
alene, at de ikke indenfor den enkeltes levetid undergaar samme
opøv-ning som hos os.
Negeren staar visselig ikke paa noget høit kulturstandpunkt — det
viser blandt meget andet deres foragt for menneskeliv, deres
undertrykkelse af kvinderne, deres mangel paa noget egentlig familieliv. Men
alligevel har det flere gange hændt, at negre har svunget sig op til at
kunne forstaa vor fineste musik.
Brindis y Salos, en neger fra Cuba, er et eksempel herpaa. Han
drog som violinvirtuos gjennem Europa og Amerika og besad ikke blot
teknisk færdighed i forening med fint gehør, men, som en bekjendt
musiker1) udtaler, en »fortræffelig musikalsk begavelse«; hans spil var
»en kunstners«. Han maa altsaa have havt medfødt musikalske anlæg,
der stod paa høide med vore bedste udøvende musikeres. Et andet
eksempel er de saakaldte jubilæumssangere, en trup egte negre, mænd
og kvinder, som i 1887 satte Europa i forbauselse ved sine »høist
merkværdige præstationer i firstemmig sang«. Efter hvad den samme
J) Otto Leszmann, redaktør af »Allgemeine Musikzeitung.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
