Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
skrift", havde omtalt og tydet som en stor blæksprute og derfor nu
ikke vilde opholde sig videre ved, men kun nævne et punkt, som
syntes at være undgaaet naturforskernes opmerksomhed, nemlig de
„jammerlige hyl" som „sømunken" angaves at have frembragt, og som
han mente skeede ved udstødning af vand og luft gjennem tragten.
Han anførte endvidere, at der er ikke faa iagttagelser, som bekræfter,
at blækspruter virkelig har givet meget sterke „gryntende" eller
„bjæffende" lyd fra sig.
Nedskriveren af dette stykke har selv erfaret, at smaa
blæk-spruter giver en sterk gryntende lyd: Vi laa paa fjorden og fiskede
„svarttorsk" (en liden haiart); naar en fisk var paa krogen og kom
op til vandskorpen, for ofte blækspruten med en pils hurtighed mod
fisken, og vi hørte en sterk gryntende lyd baade omkring og under
baaden.
I Pontoppidans „Norges naturlige Historie", 1753, findes en
mængde beretninger om havmænd, havfruer, kraken, søormen, dro ugen
m. m., men de er indhyllede i overtroiske fortællinger og urimelige
beskrivelser. Gunnerus, en af de mest kritiske naturforskere,
gjendriver alle saadanne beretninger som bare indbildning. Han „undser
sig næsten ved at berette om saa latterlige ting", som at visse
søstjerner (de saakaldte medusastjerner) er „krakens" yngel — en tro,
der neppe endnu er ganske udryddet hos almuen — „endskjøndt de
mænd ikke kan være ligegyldige derimod, hvis embede det er, at
udrydde hos pøbelen den gamle suurdei". Alle beretninger om saadanne
uhyrer henfører han til hvaler, store sæler, store fiske i følge o. s. v.
Heri har han uden tvil ret. Derimod synes ikke Gunnerus
nogensinde at have seet de kjæmpemæssige blækspruter. Der er en
beretning hos Pontoppidan, som der kan være rimelighed i, skjønt den
henføres til „kraken" :
Der strandede i Alstadhoug i Nordland i 1680 et sødj-r, der
havde følehorn, som den bevægede paa sneglenes maade, og ved hvilke
den blev hængende fast i trærødder ved stranden eller i klipperifter,
indtil den forraadnede og frembragte en stank, saa at folk, der havde
en „fin næse" undgik dette sted.
Steenstrup fremdrog i det nævnte naturforskermøde denne
beretning. „Der laa i alle tilfælde", mente han, „noget mere legemligt til
grund for denne fortælling end for den om de andre monstre" og han
henvendte sig i mødet til de norske naturforskere med spørgsmaal,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
