Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
niere og mere indsnevret leie, saa vil der ske en opstuing, og vi vilde
ikke alene liave en med den aftagende temperatur voksende
barometerstand ; men denne maatte paa grund af opstuingen end mere forhøies.
Først af amerikaneren W. F e r r e 1, i slutningen af femtiaarene,
fik man en hypothese, der var istand til at bringe theorien i
overensstemmelse med de vind- og lufttryksforliolde, som vi kjender. I et
medicinsk tidsskrift, „Nashville Journal of Medicine and Surgery",
fremsatte Ferrel i 1856 sine anskuelser om de store bevægelser i
atmosfæren, og et par aar efter støttede han med en mathematisk
udvikling i „Riuikle’s Mathematical Montlily" disse sine meninger. Synderlig
opmerksomhed vakte dog ikke Ferreis afhandlinger, ialfald ikke i
Europa, hvor de blev næsten upaaagtecle lige til ud i ottiaarene.
Ferreis schema for de store bevægelser i atmosfæren er følgende:
0 ver st en strømning fra ækvator til polen, derunder en fra
polen til ækvator; denne naar dog kun søndenfor 35° br.
helt ned til jordoverfladen; nordenfor denne breddegrad
liar vi nederst atter en strømning i retning mod polen.
Hvad der særlig har vakt anstød i Ferreis schema er den
luftstrøm, han torudsætter i de midtre luftlag fra polen imod ækvator.
„Thi," siger lians modstandere, „dette maa blive en strøm fra et sted
med mindre lufttryk til et med større. Vi ved, at der nede ved
jordoverfladen hersker gjennemsnitlig en lavere barometerstand f. eks. ved
60° br. end ved 35°, og denne ditferens i lufttrykket maa endog
tiltage i høiden, da temperaturen er høiere paa sidstnævnte sted end
paa førstnævnte. En saadan bevægelse strider jo imod fysikens
simpleste love." Endog lærde geofysikere og meteorologer som professor
Supan, redaktør af Petermanns Mittheilungen, og Teis s er ene de
Bort, en bekjendt fransk meteorolog, har saa sent som i ottiaarene
reist denne indvending imod det ovenfor anførte schema, hvad der er
saameget merkeligere som man forlængst havde anerkjendt den først
af Ferrel rigtig forklarede virkning, som jordens rotation udøver paa
alle bevægelser, der foregaar paa vor klode.
Lad os se lidt paa de hastigheder, som punkterne paa
jordoverfladen besidder paa grund af deres medfølgen i jordens omdreining:
Ækvator er ca. 40 069 000 meter lang, og denne bane gjennemløbes
1 86 163 sekunder (et stjernedøgn); det giver en hastighed af 465
meter pr. sekund. Imod polen aftager breddegradernes længde, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
