Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
i Kristiania. I 1645 kom den igjen, men stansedes da ved, at man
antændte skovene i omegnen. Røgen kvalte den da. Smaakopperne
herjede frygtelig. I 1749 rasede den i Bergens by, men bortrev da
„blot" 528 unge mennesker.
Han omtaler folkets levevis og boliger. Barkebrød og syreblande
omhandles, og syreblanden gjør sig endog fortjent til et citat af
Horats. Tobaken er næst brændevin nordmændenes kjæreste nydelse,
og kunde man blot dyrke den i landet, vilde mange tønder guld
hindres fra at gaa ud af landet.
Det ovenfor anførte faar være tilstrækkeligt til at give læserne
en forestilling — saavidt det i saadan korthed kan ske — af
Pontoppidans verk. Naar vi nu skal udtale en dom over verket og dermed
over forf. selv, da tør det først bemerkes, at det ikke er saa ganske
let at være fuldt retfærdig og upartisk her. Vi vil saa let kræve,
hvad han ikke kan give; vi vil saa let dømme ham efter vor tid.
Men retfærdig bliver dommen kun da, naar han sees i lyset af sin tid.
Det viser sig af verket, at Pontoppidan var besjælet af en levende
kjærlighed til Norge og dets folk. Dette er saa meget mere at
paa-skjønne, som han var dansk, eller snarere dansk-tvsk i sind og skind
og betragtede sit ophold her nærmest som en forvisning. Norge var
foragtet som en fjern og fattig provins, kold og raa, og det var vist
meget sjeldent, at en dansk embedsmand, især paa en saa kort tid,
fattede en dybere interesse for landet og kjærlighed til folket.
Pontoppidan viser sig fremdeles besjælet af en levende interesse
for naturen og dens fænomener. Ifølge tidens retning er denne
interesse især rettet paa anomalierne i naturen: livets dagligdagse
fremtoninger traadte i baggrunden. Det er naturvidenskabens første
famlende forsøg, dens spæde barneaar. Men begyndelsen er given, og
udviklingen følger nok. Saa meget prisværdigere er denne iver, som
Pontoppidan jo havde et vidløftigt embede, der gav ham mere end
nok at bestille, foruden alt andet arbeide, han paatog sig. Naar vi
endvidere kommer ihu, til hvilket religiøst parti P. hørte, og at de
profane videnskaber aldrig har ligget for pietisterne, saa stiger vor
agtelse for manden. Den iver, biskopen viser for at udforske naturens
hemmeligheder, er rent ud beundringsværdig. Vi ser hani bestige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
