Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
met, der skiftes med en melketand. Den udvikles ikke lios
hunnen.
Er dygongens ydre eiendommeligt, gjælder dette ikke mindre deus
indre bygning, særlig er dette tilfældet med kraniet. Mellemkjæverne
er nemlig usædvanlig vel udviklede og bøiede nedad i en stump vinkel.
Underkjævebenene, der er meget korte og høie, er paa tilsvarende
maade bøiede.
Lufferne minder, som sagt, om hvalernes, men mens de hos disse
dyr kun er bevægelige i albuleddet, er alle luffernes ben hos dygongen
og den nærstaaende manat leddede. Naar undtages den rudimentære
tommelfinger er desuden fingerleddene de normale tre, mens der hos
hvalerne altid er flere. Baglemmer mangler ganske. Bækkenbenene
er rudimentære og bestaar blot af to lange tynde ben. Der er en
karakteristisk forskjel mellem hvalernes ben paa den ene side og
dygongens og dens slegtnings paa den anden, thi mens disse har
haarde, faste ben, er de hos hvalerne porøse og svampet byggede.
Dygongen er et fredeligt dyr, som lever i grunde viger og bugter.
Deus næring bestaar af tang. Paa grund af huden, spækket og kjødet
er den gjenstand for jagt. Ved Australien drives fangsten med
harpunering, i Det røde hav tages den derimod i garn. Af spækket
udvindes en tran, som skal have den samme medicinske virkning som
torskelevertran.
I den tropiske del af Atlanterhavet lever en nærstaaende slegt,
manaterne, af hvilke en art holder til ved den amerikanske kyst og
en ved den afrikanske. Mens dygongen er et egte mariut dyr, som i
det høieste gaar ind i flodmundingerne, tindes manaterne saavel ved
havet- som høit op i de store amerikanske og afrikanske floder.
Da baade manaterne og dygongen har en spolformet krop med
vandret halefin og luffer, og da de mangler ydre øren og baglemmer,
blev de af ældre zoologier henførte til en egen underafdeling af
hvalerne, „planteædende hvaler", cetacea herbivora. Denne tilsyneladende
overensstemmelse mellem hvalerne og disse dyr skriver sig imidlertid
kun fra, at de alle er tillempede til at leve i vandet. Tager vi
imidlertid for os- disse dyrs anatomiske bygning vil vi finde langt større
overensstemmelse mellem dem og hovdyrene end med hvalerne. De
er derfor nu henførte til en egen orden, søkjør (sirenia), som 1
systemet er stillet i nærheden af hovdyrene. Det var søkjørene, som
i sin tid gav anledning til sagnet om havfruen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
