Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
283
Af søkjør lever nu kun dygongen og manaterne. I forrige
aarhundrede forekom endnu en tredie slegt, barkdyret eller S t e 11 e r s
søko (rhytina stelleri). Det var et 8 meter langt dyr, som mindede
noget om dygongen. Dette dyr fandtes i store flokke ved
Berings-strædets kyster, da den russiske opdagelsesreisende Bering i 1742
besøgte disse egne, men allerede i 1768 var det udryddet paa grund
af hensjmsløs jagt. Havde ikke Bering været ledsaget af den tyske
naturforsker Steller, som har leveret en udførlig beskrivelse af dyret,
og efter hvem det er opkaldt, vilde vi nu kun kjendt dette dyr fra
jordfundne skeletdele.
De nulevende søkjør er kun de sidste levninger af en i
forhistorisk tid stor og udbredt dyregruppe. Der er saaledes mange steder
i Europa fundet fossile levninger af disse dyr. Nogle af de uddøde
arter tilhørte den samme gruppe som manaterne, andre dygongen, atter
andre dannede overgangsformer mellem dem. Af disse fossile arter
fortjener halitherium særlig at nævnes, da den har rudimentært
laarben, som ved et hofteled staar i forbindelse med bækkenbenet. Den
levede i de europæiske have under tertiærtiden.
James A. Grieg.
Nogle nye norske pattedyr og fiske.
Professor Collett liar i sidste bind (19de) af „Arcliiv for
Mathematik og Naturvidenskab" beskrevet to for Norges fauna nye
pattedyr, den bredørede flaggermus (synotus barbastellus) og ringsælen
(phoca focticla). Den bredørede flaggermus blev skudt under en
rugde-jagt i april 1896 ved Hvalstad i Asker. Denne art, der er en af de
tidligst flyvende, hører hjemme i Mellem-Sydeuropa samt England.
Den er i Skandinavien ikke tidligere funden nordenfor Danmark og
det sydlige Sverige, Skåne og Blekinge, hvor den er en af de
sjeldneste arter.
Ringsælen har vel i ældre lærebøger været henregnet til vor
fauna, den har dog ikke med sikkerhed været paavist ved vor kvst
før 1882, da universitetsmuseet modtog 3 unge eksemplarer af denne
art fra Yarangerfjorden. Den er ogsaa skudt ved Vardø. I museet
i Trondhjem Andes desuden en unge af denne art, som skal være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
