Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f Ä
366
Por mennesket og de høiere dyr er det vel kun luftens surstof,
der kan bruges af organismen. Surstoffet virker oksyderende, har
altsaa samme virkninger, som de fænomener, man i det daglige liv
kalder forbrændingsprocesser; vi vil her specielt beskjæftige os med
disse.
Naar vi i luften brænder et lys eller noget fedt, legemer, der
bestaar af kulstof, surstof og vandstof, saa forener surstoffet sig med
kullet til kulsyre, og med vandstoffet til vand; forat hidføre denne
forbindelse maa vedkommende legemer først ophedes sterkt i forveien,
til en temperatur, hvorved intet levende væsen kan bestaa. Organismen
kan imidlertid gjennemføre en saadan forbrænding og det under
betingelser, som vi hidtil ikke har været istand til at efterligne; det
nødvendige surstof bliver i en mindre stabil form stillet til organismens
disposition i selve vævene, hvor det bruges til forbrændingen. Ved
disse oksydationer vil der, paa grund af de kemiske processer, udvikles
varme, lys, elektricitet etc., altsaa energi, som organismen forstaar at
udnytte.
De stoffer, hvis kemiske sammensætning organismen forstaar at
gjøre sig nyttig, kalder man næringsstoffer; under medvirkning af
luftens surstof dekomponeres de, og bliver saaledes en kraftkilde for
de forskjellige livsytringer af organismen. Denne nyttiggjørelse vilde
ikke være mulig uden surstoffets hjælp; vi maa derfor betegne
surstoffet som et for de høiere dyrs liv vigtigt næringsmiddel.
Paa hvilken maade fastholder nu organismen det for den saa
uundværlige surstof? Hos de høiere dyr er de indretninger, som
tjener dette formaal, væsentlig af samme bygning. Hos de dyr, som
lever i luften, er det lungerne, der optager indaandingsluften, hos
vanddyrene er det gjællerne. Straks indenfor væggene i disse organer,
kun skilt fra luften ved tynde hinder, cirkulerer blodet. I dette er
det farvestoffet i de røde blodlegemer, som kemisk binder surstoffet
til sig.
De høiere dyrs blod er en skummende klæbrig vædske, rig paa
eggehvidestoffer og salte, der, ved at henstaa i et kar udenfor legemet,
koagulerer eller stivner. Dersom man pidsker blodet, mens det endnu
er flydende, med en stav eller et ris, saa udskilles eggehvidestoffet,
fibrinet, i form af fnokker. Ved afsiling kan det da skilles fra den
øvrige blodvædske. Tilbage bliver da en uklar, rød vædske, der ved
længere henstand bliver klar, idet der udskiller sig et rigeligt rød-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
