Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvor den med en saa let Umag
Sin Tunge dreied’, trykte, hæved’,
Og med det smale Luftror bæved’,
Saa Øret dirred’ Slag i Slag.
Dens kunstig blandet Melodie
Nu Tonen lofted’ op, nu synked’,
Og i en yndig Symfonie
Nu fløjtede, nu loe, nu klynked’.
Al Kunst og Ferdighed forsvandt,
Saa snart jeg hørte denne lille:
Ja hvilken Mester torde spille
Mod denne fødde Musicant?
»0 lille søde Fløjtenist!
Hvo gav dig disse Egenskaber?«
Saa raabte jeg mod Bjerget hist,
Og Echo svarede:–en Skaber.
Her floj min Sjel i dette Nu,
Med hellig Ild i hver en Ævne
Hen til — hvordan maa jeg dig nævne,
Navnløse Væsen? Store Du!
Den fløj fra denne Cirkel ud,
Hvor alt med Almagt var omringet,
Og fra hver Punct i Kredsen Gud
Udi Fornuftens Øre klinged’.
»Uskabte Skaber, naadig, viis,
»Hvis Kjerlighed er uden Ende,
»Som har, paa det man Dig skal kjende,
»Skabt for hver Sands et Paradiis!
»Du, som er alt, og alt i Dig!
»Hvis Fodspor vises allevegne,
»Hvis Væsens Skygge tydelig
»Det allermindste Kræ kan tegne!
»Du giør vel Sommer, Vinter, Høst
»Til Tolke for Din Magt og Ære;
»Men Vaaren — hvad skal den da være?
»O Skaber, den er idel Røst!
»Den til den døve, vantroe Flok
»Med Millioner Tunger taler,
»Og med nye skabte Væsners Skok
»Som Dine Almagts Vidner praler.
»Den er blant alle Dig meest liig,
»Den skaber, danner, og opliver,
»Opholder, nærer, Kræfter giver,
»Den er — den er snart selve Dig.
»Hvor lidt veed de af (ilæde, som
»I Qvalm, og Støv, og lukte Muure,
»Naar al Naturen raaber: kom!
»Blant tunge Tanker frygtsom lure!
»Du vækker alting op til Liv,
»Og viser nye Almagts Scener,
»Du intet Creatur formeener
»At see Effecten af Dit Bliv!
»Kan da en Skabning, hvis Forstand
»Sig over andres højt ophæver,
»Din Almagt see koldsindig an?
»Ja med Foragt? — — Min Gud jeg
bæver!
»Jeg tumles i et bundløst Hav
»Blant disse store Foraars Under;
»Min Sjel vel seer, men ei udgrunder
»Det Vellystsyn, Du her mig gav.
Jeg seer, dit Vink en Urt, et Lov
»Kan af den andens Aske vække,
»Hvi skulde da Din Haand af Støv
»En raadnet Krop ei ny udklække?
»Jeg seer, hvert Kræ med al sin Kraft
Til Dig som sin Velgjører sigter,
»Er jeg, min Gud, da uden Pligter,
»Som meer end de af Dig har haft?
»Nei; Sjel, og Sind, og Sands forgabt
»Din Magt og Herlighed betragter:
! »Ja Verden er forgjeves skabt
»For den, som dette Syn foragter.«
Thyrsis til Melikrona.
Forgangen, da Solen i Vesterhavet borte
blev,
Til Dorimons Græsgang min Faareflok
jeg drev.
De unge Hyrdinder jeg sammesteds
forsamlet fandt,
Som sad i det grønne og Blomsterkrandse
bandt.
Mit Øre
Fik høre
En Hyrdesang og sød Musik:
Da Øjet
Fornøjet
Blant disse Sangerinder gik;
Og Tiden i Glæde en hastig Afsked fik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
