Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ker. 0 Milagro dc Dios! Det er et
Vink fra Himlen.«
Spaniolen er standset ved Doren.
Han horer Psalmesang indenfore, og en
Stemme derimellem som en himmelsk
Harpes. »Himlen er barmhjerlig; Alonzo
de Tobar skal ogsaa blive Spaniens
Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som den store
Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg
har seet Murillos’ Kätharinas Sostersjel.
Gud har seet Murillos’ Katharina og skabt
i hendes Billede en anden for Alonzo
de Tobar.«
Alonzo stormer rasende mod Dören.
„Ayuden los angelos! Vanvittige, ville
I ikke frelses: Taget brsender, Taarnet
raver, Flammerne drive Wallonerne foran
sig ud af Kirken og hid, hid! De ere
frygteligere end Flammerne.«
Derindenfor kna;lede Prresten, den
aarvajrdige Adrian, med Bibelen
op-strakt i de zittrende Hoender; ved hans
Side hans trofaste Margaretha, og
omkring dem forst Familjens Stolthed,
Bruden Katharina, der ilsomt havde
fun-det sin Plads: med den ene Arm om
Moderens Hals, med den anden om sin
Brudgoms, Johans, den blomstrende
Yngling; saa den fromme, nonneagtige
Narcissa, med den fine Stribe af Rodt
paa de dodblege Kinder, Hun, hvis
Elsker var falden i Leydenernes
heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den
smukke blaaojede Dreng, og Sosteren,
den slanke, fine Elisabeth; den lille
Benjamin og Tvillingsosteren Anna,
»Anna liden«, med Hovederne i
Moderens Skjod og beda;kkede af Barnepigen,
den gamle trofaste Magdalena; og saa
lasngst borte, noesten udenfor Kredsen,
den oeldste Datter Klara, hvis sorgehge
Lidenskab for en fiendtlig Kriger —
maaske Narcissas Trolovedes Banemand
— havde overgydt hendes Ansigt med
en Bleghed, som dog vakte mindre
Fa-miliens Medlidenhed, end man skulde
troet hos disse saa milde og gode
Men-nesker.
„Ayuden los sanios! De komme!«
larmer Alonzo udenfor. »Afvejen! Huset
tilhorer mig.« En enkelt Pallask hores
imod mange. »De komme!« raaber
Johan, ilende mod Doren. »Paa Knaí!«
befaler den Gamle. »Gud alene kan
redde.« Og Kredsen slutter sig naermere
sammen. »Freis os! Wallonerne . . .’
hviner Narcissa med Hamderne for
0j-nene. »Vi ville blive freiste!« raaber
Klara med et Skjajr af Rodme paa
Kin-derne; thi hun syntes at have hort sin
Spaniers Stemme. »Ja, vi ville blive
freiste« — jamrer Faderen
hsendervri-dende — »Gud va;re os naadig! Kom,
Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud
va;re lovet! Yi ville blive freiste. Thi
Flammerne naae os for de Roedsomme —
Luerne rulle ovenover i store Bolger,
Bjelker fra den brcendende Kirke falde
over Huset, ryste det i dets Grundvold,
og stode Ilden Aabninger, hvor de kunne
gribe ind.
»Herind! Herind, Kamerader! La
doncella aqui!“ Alonzos Landsmand,
som jublede om Helvedes Paradiis, da
han saae ned i den qvindefyldte Kirke,
har spisengt Doren. „Abajo los
heréticos!"’ Wallonerne styrte ind;
Flammerne fra den anden Side. Alonzo har
ikke kunnet standse dem. »Det er ham!
I skriger Klara, omfavnende hans Been.
Han stoder hende viek grusomt som han
engang gjorde, og griber, kjiempende
med sine vilde Landsmrend, efter
Katharina, der tra;kkes af sin Fader og sin
Brudgom mod den anden Side, mod
Flammerne. I samme Sekund–-
— I samme Sekund . . .
Gud! Himmel! hvad er skeei?
Kirkens Taarn er styrtet over Huset,
gjennem dets tuesten gjennembroendte
Tag. Alt er begravet: Alonzos
Landsmand, der i rasende Begja;r var
sprungen midt ind i Kredsen af de Knrelende,
Katharina og hendes Brudgom, Moderen,
Klara og de ovrige Born og Tyendet,
Alle undtagen Faderen og Alonzo, der
hver paa sin Side befandt sig lrengst
udenfor det Sted, livor Indstyrtningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
