Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ment, der cr ligesaa gyldigt: det virkelig fuldbaarne Kunstverk har altid den
Trost, at det saa at sige har Tiden for sig; under Nationens Udvikling
vedbliver det at befrugte, beaaride og samle — hvormange? ja, dette
Regn-skab blir aldrig afsluttet. Hvad det er for det enkelte Talent, kan
Literatur-historikeren maaske oplyse, men hvilke Tanker det har fodt, hvilkc Folelser
det har nasret hos de Stille i Landet«, hvis Aandsliv er en sterk, om end
usynlig Faktor i et Folks Skjsebne, det bliver aldrig opsummeret.
Af fuldbaarne Kunstverker har Welhaven praesteret mere end
til-stra-kkeligt for at faa et varigt Liv i den Literatur, han har v a; re t med at
grundlaegge. Han viste i sit Arbeide den udpnugede Kunstnernaturs
Sam-vittighedsfuldhed, i sin Kamp dens lidenskabelige Ensidighed. J lan havde
intet Blik for den fremstormende Skaberkrafts Genialitet. Men det er hans
uvisnelige Fortjeneste, at han i et Samfund, hvis Naturkrafter begyndte at
rore sig, haevdede Kunstens Love. Under de Kampe, hvori vort Folks
Kraft for Tiden udvikles, staar hans marmorfaste Buste som en stille Vagt
om Interesser, hvis Vekst er ligesaa sen, som deres Betydning er afgjorende.
Af „Norges Daemrmg“.
Var her en Kamp, ak blot lidt Vaabengny,
en Smule Vagtfyr mod Korsarers Flokke!
Man kunde jage dem med simple Stokke,
og sove, til de ncermed sig paa ny.
Men nu har Troppen ordentlig et Ry,
som Ingen gider prove eller rokke;
og derfor kan den Hjernerne forlokke,
og drive Hvervingen i Bygd og By.
Og derfor tor den dajkke sig med Sminke
af, Herren ved hvor mange, hoie Dyder,
og blande Gift, og ove List og Vold.
Og se, nu priser man den vrerste Sinke,
og .¿Eretyven, og den vamle Skryder,
der fester Friheds Navn til Avinds-Skjold.
Var her, ved Siden af den vilde Stoi,
en ordnet Leg, ei blot for Gadedrenge,
og over Taagerne paa Sump og Enge
blot en og anden smukt bebygget Hoi;
var her, hvor Stemmen falder plump og
drei,
et Nyn af Vellyd, nogle rene Strenge,
og mellem Fuglene, hvis Vinger hrenge,
lidt Gfede ved et Vingepar, der tloi; —
o, mangen Klage skulde da forsvinde,
og mangen Daare höre op at rase,
og mangen Laingsel öine sit Asyl,
og ile til den smilende Oase,
hvor der er Palmer, og hvor Kilder rinde,
ogglemme 0rknens Traurighed og Hyl.
Men lier dit 0ie moder allevegne
den blinde Iver og den slöve Skik,
og Aandens Glæder dæmrer for dit Blik
lig smukke Eventyr fra fjerne Egne.
Om alle Farver, alle Luer blegne,
om alle Harper, liver Seraf forgik, —
velan! med Vegten af et dosigt Nik
vor norske Ro, vor Fasthed W betegne.
Vi fole Kulden isne vore Lemmer,
vi strække som Polypen vore Arme,
naar Strömmen viser os et Solverskjæl;
men ak, som den, os Klipperiften klemmer,
vi ane Dybet, hore Bolgen larme,
men kan ei svpmme i det klare Væld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
