Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
laa gjemt, som min Erindrings Skat,
og 0rknen trindt omkring min Gang,
hvorover morke Skyer hang,
var lig det stille Sorgens Land,
hvori jeg nu er Vandringsmand,
og hvor min Sjel, beklemt og trret,
har sukket om en Hvileplet.
Mens jeg i disse Dromme sad,
blev Skyens Teppe splittet ad,
og Solens sidste Straale gled
fjernt paa en Klippeskraaning ned,
og skinned med sin fulde Pragt
hvor for et graaligt Mulm var lagt.
Her, hvor jeg nylig oined kun
et Taageslör og Klippegrund,
fremglimted nu af Orknens Skjöd
en Sretervang i Aftnens Glod,
og vakte smilende min Aand,
der hildet laa i Tungsinds Baand.
Den grunne Vang i Aftnens Skjrer
var just det Punkt, jeg sögte her.
Jeg havde hort ved Arnens Ild
et Sagn, som Dalen ¡ytter til,
om Huldrens Magt og Elskovs-List
i Fordumstid paa Saitren hist,
og om den gjreve Eivind Bolt,
som hun i Fjeldet fangen holdt.
Jeg sjieided fra den ode Hei,
og t renkte mig paa uret Vei;
men Straalen brod af Skyen frem,
og god sit Lys paa Huldrens Hjem, —
og klart med Et stod for min Hu
det Sagn, jeg vil fortrelle nu.
Der kom en rredsom Folkenod
til Norge med den sorte Dod.
Til Slutning var der kun igjen
en Trediepart af Landets Mrend,
og tomt blev mangt et Bygdelag,
der ligger öde end idag.
Der ei Ord for al den Kval,
som rammed da den blide Dal.
I alle Gaarde laa der Lig
blandt Döende, der vaanded sig;
i Elven var hver Draabe Vand
hentorret under Solens Brand,
og Luften ruged lummer, kvalm,
paa de Fortabtes Btenkehalm.
Da Bygden fast var meiet af,
og Dalen lignede en Grav,
kom der, ved ^Eblehostens Tid,
fra Fjordene en Vandrer did.
Det var den gjteve Eivind Bolt,
en Ungersvend saa strunk og stolt,
at Ingen var hans Ligemand
fra Trysild-Elv til Sogne-Strand.
Han horte til i Dalen her,
og vendte hjem fra Kjobmandsfrerd.
Han havde solgt i Kongens Gaard
mangt prsegtigt Skind af Björn og Maar,
og trenkte, mens han vandred, paa
I at lade snart sit Bryllup staa.
Men, hvor han vendte 0iet nu,
saa han et Spor af Pestens Gru, —
og Ångsten isnede hans Blod,
da han ved Hjemmets Trerskel stod.
Hans Fader, vaklende og svag,
sad ene under dette Tag;
han havde jordet Bom og Viv,
og var igjen med halvslukt Liv.
Den Gamles Hu blev atter glad,
da Sonnen karsk ved Arnen sad;
i han sagde mildt: »Din Ingeborg
var ikke her i denne Sorg;
hun er paa Saetren. Ingen tror,
| at Sotten kommen er der nord.
Det vared kun et Dögn, — da laa
den trrette Gamle bleg paa Straa,
og Sonnen jordede hans Stov
bag Huset, under Birkens Löv;
| og ved det forste Morgengry
1 han vandrede afsted paa Ny.
Den steile Sti, saa kjer, saa kjendt,
betraadte Eivind angst-besprendt.
Fjernt under morke Fjeldes Rad
laa Saetren, lig et frodigt Blad,
som Stormens Ryk har revet af
| og kastet paa et oprort Hav.
Hver Gang han ned i Dybet steg,
det fagre Syn bag Klippen veg, —
; og naar han over Heien gik,
da laa det atter for hans Blik.
Med Haab og Frygt i Bolgegang
hans Sjel ved dette Billed hang;
det drev, det maned ham afsted,
: og knytted Vinger til hans Fjed.
Men da den tunge Gang var end t,
og han besteg den sidste Skrrent, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
