Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lifligt, gjenneni Toners Rige,
Nyn og Klang vi hore stige
fra de dunkle, skjulte Grunde.
Saligt har mit 0re dvrelet
ved saa mangen Toneleg,
mens til Sange den besjeled
Haab, som af mit Indre steg.
Han, der Hjertets Uro horte,
naadigst ved min Tunge rorte,
skjenkede mig Sanger-Moelet.
Men i Dybet, som jeg gjennner,
dulgt for Verden, kjendt af Gud, —
der har Sjelen bundne Stemmer,
som skal loses paa hans Bud;
Sukke kun derinde breve,
at hans Aand vil oversvreve
Dybets Liv, som han fornemmer.
Aanders Herre! Du skal raade
for de Skatte, Du mig gav.
O, men vis mig og din Naade,
naar min Sang er stilnet af!
Thi alt mer mit Hjerte banker
i usigelige Tanker
ved den store Livets Gaade.
Lad min Sanger-Krands da slynges
hon i Stav paa Glemsels Kyst, —
naar kun hist, hvor Alt forynges,
Sjelens Dyb har lutret Rost, —
naar kun der jeg griber Tonen
i det store Kvad for Tronen,
som til Himlens Harper synges!
Den skjulte Kirke-
Et Sagn fortreller om Kapellet,
som var i Ödemarken gjernt;
det stod i Skoven, under Ejeldet,
af alle Sjele Irengst forglemt.
Den Helligdom blandt Stammers Vrimmel,
med Dodens Tomhed i sit Rum,
var skjult af Lov for Lys og Himmel,
og midt i Fuglesangen stum.
I Skoven faardedes en Skytte,
og sprendte Buen mangen Gang,
og Skrig af mangt et freldet Bytte
og Vingeslag i Lövet klang.
Der brodes Blad, og Bark fik Skrämmer,
og Grene knrekkedes med Gny,
og fra de trufne hule Stämmer
det lod som Suk i Skovens I.y.
Men hor! — hvad er det, som kan runge
med Malmets Klang i Granetop:
Det er Kapellets gamle Tunge,
som, rort af Pilen, lades op.
Og Skytten efter Klangen iler,
hvor Krat paa Slregters Grave gror,
og forst i Kirkens Hal han hviler,
ved det forglemte Alterbord. —
Nu lyder, gjennem Tidens Virken,
med Varsler dette Sagn igjen;
thi nu gror Skoven strerkt om Kirken,
j al Verdens Vext omstimler den, —
og stor er Glreden over Skoven,
der stiger mregtigt i det Blaa,
og brammer selv med Lys fra oven,
som for paa Helligdommen laa.
Men Et er vist, og kan ei glemmes, —
Du Tidens Barn! betrenk det vel:
En Helligdom i Sjelen gjemmes
dybt inde, som bag Skov og Fjeld.
| Ja, staar den dunkel, arm og ode,
forstummet mellem Larm og Lyst,
den har dog Sred til himmelsk Gröde,
og Malm, som gjemmer paa sin Röst.
Der sendes Pile mod dit Hjerte, —
og vent, med hvert af Livets Aar,
din Harmes Gny, dit Skrig af Smerte,
og hule Suk ved dine Saar.
Det er en stakket Larm i Larmen,
og Aandedrag, som spildes kun, —
mens der er skjult en Vraa i Barmen,
hvor Livets Krrefter er i Blund.
Men lad blot Pilen Malmet rore
i Hjertets dulgte Helligdom!
da falder ogsaa i dit 0re
den Röst, som Sagnet minder om;
og over alle löste Tunger,
og over alle Toners Kald,
har denne Stemme Malm, der runger,
og ryster den forborgne Hal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
