Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der har vistnok ogsaa vasret L$sere, som har folt sig ilde berorte
ved, at Digteren saaledes stillede sit inderste Folelsesliv og sit dybeste Saar
tilskue for profane Blikke, og som har fundet en forunderlig Modssetning
deri, at han gjorde Lykke med sin Sorg. Mod en saadan foraeldet
Opfat-ning er enhver Indsigelse överflödig; lige fra Egil Skallagrimssons Tid —
og laengere tilbage — har den egte Digternatur, naar den hedeste Smerte
var over, den, som kaldes den uudsigelige, fordi den har Dödens
Stumhed, — vendt tilbage til Livet ad Sangens Vei. Naar dette Tidspunkt
indtrasffer, lader sig ikke statistisk beregne. Kommer det hurtigere hos den
ene Digter end hos den anden, saa er Grunden oftest den, at hin Sangens
Vei ligger ham naarmere, — med andre Ord, at han er mere umiddelbar;
og netop i denne Henseende er »Sorg og T rost« et interessant Bidrag til
Munchs Karakteristik; thi hvad man i denne atter og atter maa fremha;ve,
forat det rette sympatetiske Billede kan komme frem, er hans
Umiddel-barhed. Munch var i höi Grad umiddelbar, — at digte var ham en
Natur-nödvendighed, og han fulgte denne Trang fra sin tidligste Ungdom, da den
endnu ikke havde fundet et fuldtonende og gyldigt Udtryk, (»Ephemerer«
1836) til sin hoie Ålderdom, da Tonerne var saa svage, at de vakte mere
Kritik end Gjenklang. Han havde ikke denne kunstneriske Reflexion, der
venter, til Formen er fferdig, eller den kloge Resignation, der stanser, naar
Indholdet va;sentlig er afsluttet, og ingen Stigning larnger er mulig. Hans
Digterliv straekker sig gjennem et saare langt Tidsrum — halvhundrede Aar —
og i disse halvhundrede Aar betegnes den egentlige lyriske Sommertid, som
allerede tidligere sagt, ved Digtene fra 1S4S og 1850. Han dober i 1S54
(i Forordet til »Digte og Fortaellinger, aeldre og nyere«) sine sidste Digte
med Navnet »Efteraars-Digte-., fordi de »skriver sig fra en Livs- og
Sinds-alder, hvori den egentlige lyriske Kilde ikke laenger flyder saa let og
umid-delbart som i yngre og varmere Dage,«— og han vedbliver at digte i endnu
en Menneskealder!
1 lan kunde selvfolgelig i denne Menneskealder have vundet et nyt
og stort Udbytte for Poesien, dersom ikke Kjernen i hans Vassen netop
havde vaaret det lyrisk-umiddelbare; nu bliver den nye Kunstform, til
hvilken han vender sig — Dramaet — vaesentlig fyldt af en Lyrik, der ikke
laenger har sin hele Kraft, og som desuden ikke i Dramaets knappe Form
kunde fmde Plads til at blomstre. Og dog er det denne Lyrik, som giver
disse Dramaer deres momentane Virkning. Man vil i »Salomon de Caus«
(1S54) og »Lord William Russell (1857) forgjaeves soge de line psykologiske
Trask, den egte dramatiske Vending, der overrasker paa engang ved sin
Originalitet og sin Sanddruhed. Disse Stykker er igrunden enkle og
usam-mensatte som Digteren selv, der ikke var skabt til at gjennemtraenge en
Richelieus Tanker eller en politisk Intrige.
I de Dramaer, der henter sit Stof fra Sagatiden: Kong Sverres
Ungdom« (1S37), »En Aften paa Giske». (1S55’, °§i »Hertug Skule (1S64).
er der tillige en anden Brist. Medens Björnson og Ibsen foruden sit drama-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
