Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da vil han aldrig siden kunne tabe den,
Men Skjonhedsfreden, her han fandt, vil folge ham
’1’ilbage over Bjerg og Hav til Hjemmets Kamp
Og lyse for ham under Nordens lange Nat.
Blomster og Ruiner.
Der er i Naturen en hemmelig Kraft
Til mildt at dsekke hvad Tiden slog,
Og over de blodige Vunder dog
Idetmindste at dryppe en Balsomsaft.
Den kjajrlige Moder kan ei udholde
At skue Doden i Börnenes Huus,
Men lader hver spirende Vaar udfolde
Et gjentaget Liv over Fortids Gruus.
See, derfor er der en Sympathi
Imellem Ruiner og Blomster lagt:
Aldrig har Blonisten saa lig en Pragt
Som der hvor alt andet Liv er forbi.
I Venustemplets halvbrudte Bue
Som her staaer rod imod Aftnens Blaa
Kan 0iet ret forfolge og skue
Den Vei de tröstende XJrter gaae.
Först haenger den morke Epheu sit Net
Udover Soiler og Arkitrav,
Saa virkes af Roser og Malver i det
En duftende Skrift paa Gudindens Grav.
Den vilde Gyldenlak dernrest drysser
Sin Guldregn sagte paa Altrets Fod,
Og Martsviolernes Laebe kysser
Det Gulv, hvor de sige at Venus stod.
Ved Muren sidder i Aftnens Glöd
En fremmed Kvinde paa Marmortrin,
Og samler taus med drömmende Sind
De skjonneste Blomster i sit Skjöd,
Og ordner dem smukt og lader dem falde
Blandt kj;ere Blade i Mindets Bog —
At selv hun er bedste Blomst af dem alle
Det synes hun ei at ane dog.
Men Muren det veed og Luften det veed
Og de hviske det b egg* til Stedets Aand,
Som nu kan bryde sit Blomsterbaand
Og (Jve sin Magt i Aftnens Fred —
Thi Rosenalfer og Amoriner
Omvifte den Yndiges Kind og Mund
Og give hende i disse Ruiner
En Dröm af Livets saligste Stund.
Solnedgång.
Nu daler Solen sagte ned
Bag Aasens fjerne Skove
Og sender guldrod Aftenfred
Udover Eng og Vove.
En söd, veemodig Hvisken gaaer
Igjennem Birkens Blade
Om Nattens Mulm, som forestaaer
Og vil sin Favn oplade.
Hvor Dagens Afskedstaare mild
Paa Blomst og Straa nu falder!
Konvolvlerts Kalk sig lukker til,
Endt er dens Livsensalder.
Nu tie alle Fugle smaae,
Og Dalen stille grunder
Ved hvad der nu skal folge paa
Naar Sol gaaer ganske under.
Frygt ei min Sjael, saenk dig kuns ned
I Nattens Dyb med Solen —
Derfra opvrelder Kjaerlighed
Som Duft fra Natviolen.
Hvor Lysets Kilde gaaer forud
Did kan du trostig fölge,
Og lade Nattens blöde Skrud
Din hede Laangsel dolge.
Den stolte Dag har ei en Lyst
Saa söd som den, at hielde
Sit Hoved til Naturens Bryst
Naar Skyggerne fremvaelde.
Da synker Fred paa Livets Ström
Og Balsom over Kummer,
Da hviler Morgnen som en Dröm
I Nattens milde Slummer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
