Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og han skal voxe op og aldrig nemme
Naturens förste Lyd, en Moders Navn!
Han skal kun kjende hendes Sted af Savn
Og aldrig hore hendes söde Stemme.
Kun jeg kan sidde ved hans Vugge ene
Og slutte hain til smertefulde Bryst,
Og vserge ham paa Livets vilde Scene.
Min Hustru! naar Gud engang vil forlene
Mig fri at sprede Vingen mod din Kyst,
Jeg bringer Dig hans Smil, hans
Barndoms Lyst.
For hendes Buste holdt jeg ham idag;
Han smilte til den sodt, den stakkels Lille,
Og strakte sine Arme ud, som vilde
Han kra;ve nu en Moders Favnetag.
O, maatte da ei selv den marmorstille,
Den hvide Kind vel faae en Rodme svag?
Og denne lukte Mund et Livsens Drag
Fra Moderkjrerlighedens Underkilde? —
Ak, Billedet blev stivt og biegt som for.
Selv Barnets Uskyldshaand kan ikkemsegte
Fra Moders Blik at löfte Dodens Slor.
Men dette Billed er ei heller a:gte —
Det jeg i Hjertet brer, som aldrig döer,
Jeg giver ham — det vil ei Gud mig nxgte.
De Böger! altid disse tause Boger
Ved Morgen, Aften er mit Selskab kun, —
Men intet Ord fra I.ivets varme Mund,
Ak, ei et kjrerligt Ord, hvor end jeg söger.
O, dette just min Eensomhed foroger,
At jeg paa Livsord var saa rig: Thi Hun
For kjrerlig fyldte ud mig hver en Stund —
Nu har jeg ikkun Böger, atter Böger.
Dog, jeg vil ikke uretfserdigt klage:
Een Livets Stemme, spsed, uskyldig, söd,
Skjont endnu uden Ord, har jeg tilbage.
Og det er hans, den Lille, Liv af Dod.
Hans Lallen nu udfylder mine Dage
Langt meer end Alt hvad Boger end
mig böd.
Den lukkede Natur.
Ak hvilken Sommerdag! Hvor varm, og hvor kjrerlig
Den favned’ denne Dal, som brudesmykket laae —
Hvor aanded’ Luften let, hvor dufted’ Engen herlig,
Og Fjorden var som Himlen saa skinnende blaa.
De dunkle Graner suste, de lyse Birker hvisked’
For mig saa mangen gammel, vemodig kjendt Sang,
Og hver en Blomsterduft mig et Minde opfrisked’,
Og Baakken gik sin vante, fortrolige Gang.
Ak, nu har den Intet, slet Intet mig at sige,
Den hele Guds Natur er lukket til for mig:
Thi lukket er det 0ie, hvori jeg saae dens Rige,
Og Jorden er med hende mig bleven et Liig.
Farvel til de Lykkelige.
I solomstraalte, glrederige Livets Bom!
Som Arm i Arm og Blik mod Blik end vandre froe
Hen over Lykkens blomsterstrode, brede Vei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>