Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I sode blege Kinder,
I kjaere 0ine tvende,
du Aasyns Form, der minder
om kjrerere hos hende —
faar du vel aldrig boiet
og lost dig ud af Rammen
og sagt, hvi Alt er foiet
til dette Udtryk sammen —
ak faar du aldrig Majle:
om du kun sige vilde,
hvor hendes Tanker dvrele
i denne Time silde!
Olafr Haldursons Kirkegang.
(Af Digtkrandsen -Hv. Benedikt og hans Hustru“.)
Der var en Bonde i samme Grand,
Olafr Haldurson var Navnet,
aldrig han saaes i Kirken end,
til Slagsmaal dog sjelden savnet.
Praesten*) kunde böie en Hestesko,
var derfor ikke mindre agtet,
Olafr han kunde böie to;
ham fik nok Praesten ei niagtet.
Naar Gaarde blev opnajvnt, först \ ar det
hans,
af Gods han aatte mer end der trrengtes,
der flod det i Drik, det dured i Dans,
der red man, til Heste sprajngtes.
Den Gaard laa hoit, hed Breidablik,
var tömret forneden, og fjajlet foroven,
man sagde, saa langt dens Grunde gik,
var man som udenfor Loven.
Der sagdes og, at som Kirkegulvs Fjrel
var aldrig rort af Hestes Hover,
saa urört var og hans haarde Sjael —
han rergred sig lönligt derover.
Nu var det en Söndag, Praesten red
paa Kirkestien, tre Mil over Heien,
lys og fager var Hustruen med,
han masled ei Ord paa Yeien.
Ensom laa Kirken med gra;slagt Tag
der var al Menigheden inde,
og Doren stod aaben, at Luft af Dag
til Rummet Ve i kunde finde.
Og va;rdigt frem Hr. Benedikt skred
forbi de Stolestader längs Gangen,
tilhoire, til venstre han sagde: Guds Fred!
Da stemte de i med Sangen.
Men mens han staar for Alteret just
og skal efter Vedtaegt Messen ende,
da hores for Dören saa tungt et Pust —
der sees en Hest — ja tvende.
Det er alt Folket fra Breidablik,
de halvsprendte Heste stonne og sukke.
Olafr er foran — hypp — ind det gik;
i Dor han dybt maatte bukke.
Midtveis i Gangen tilhest for han frem,
da slutted Prassten brat i det samme,
greb sine Stager og löfted dem,
Lysene brandte med Flamme.
Olatr talte: nu skynd dig Prasst,
jeg kommer for engang Praeken at hore,
har ilde Tider, vier kort, gjor du bedst,
ellers du faar under 0re.
Da lynsnar traadte Hr. Benedikt ned
og braendte Hesten paa Snude, for 0ren,
den steiled sky, gik bagtends med
sin Rytter helt op imod Doren.
Ved Doren luded Karmen saa lav,
at bukke var gaaet Olafr af Minde,
der stryger Hesten sin Rytter af,
den ude, han liggende inde.
Sligt Fald var Bonden aldrig haendt,
han laa fortumlet og blodig om Munden.
Da sang de Psalmen, för den var endt,
Olafr var taus forsvunden.
Det sagdes af Mange ved Kirkedor,
da Praesten hilste og for til Hjemmet:
Olafr har altid hsevnet sig för,
og nu er han saare beskjaemmet.
*) Hr. Benedikt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
