Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der blev talt forleden oin en ung
I’ige, der i flere År havde va;ret under
en sådan Behandling. Hendes Ungdom
var visnet hen under den, hendes
Frem-tid spildt. Hun havde elsket og vjeret
elsket af et Menneske af en dcemonisk
Karakter og havde i dette Forhold
gjen-nemgået al denne privilegerede
Mishand-ling, alle Arter og Grader af denne
hem-melige Tortur, hvorved Alverden alene
er tilstede for ligesom den bestaltede
Liege at taälle Pulsslagene og merke,
hvorvidt man kan ga. Disse Arter, I
kjender dem I, som kjender dem! Denne
Trang til at se os lide, denne Forfulgen,
säla;nge vi fly, dette isnende »Hvad nu?«
nar vi sky og overvseldede standse, denne
Utra;ttelighed i at egge vor Svaghed —
lokkende Tale og kolde Miner, dunkle
Ord og bra;ndende Blikke! — Disse
Straffe, nar vi er svage, Straffe, nar vi
viser Styrke. Dette Raseri, nar vi vil
lösrive os, denne Jalousi uden 0mhed!
. . . . O Gud, hvad siger jeg! . . . .
Hvem talte vi om: Om hende, der
blev bedraget for sit Liv, som jeg ....
som jeg. Man roste hendes
Mildhed og Forsonlighed . . . Jeg tror, at
den har \;eret Slovhed, en Mangel på
Evne til at lide mere! Hun kom i hans
Hus, hun omgikkes ham venskabelig,
hun havde endog hjulpet Veninden, der
fik ham, med at sy . . Jeg kunde det ikke.
Er jeg uforsonlig: Jeg tror dog på
en indre Forsonlighed, der ved Bon og
Bod kan opnåes. Jeg tror endog, at,
var det et begavet Menneske, vilde man
kunne bringe det indtil at glajde sig over
de andelige Resultater af hans Liv. Men
Undseelsen, men Skrajkken, der
sidder i Nerverne! Den Ene ma dog
blegne ved Synet af den Anden, og kan
ikke Foruretteren, saa maa den
For-urettede.
O Gud, Du ved det, jeg har
kjaem-pet med Noget og Bitterheden! Hjselp
mig at seire i denne Strid! Du ved det,
der har vreret Timer, hvori jeg syntes,
at Din Himmel ikke kunde rumme To
som os, og dog må denne elendige By
indeslutte os Begge.
Nei, jeg kan ikke slippe Troen på
ham. Tusinde Gange fordommer jeg
ham, men sa kommer dog en Stemme,
som siger, at hans Hardhed kun var
Ungdommens Övermod, Råhed, denne
vor nationale Arvepart. Jeg tror dog
]>å en Diamant bag denne Kruste af
Arrogance, Forfengelighed og
Verdslig-hed. Men Diamanten skal slibes i sit
eget Stov; kun ved noget ligeså strerkt,
ligeså redelt, ligeså udholdende kan det
lykkes at bringe den for Lyset. Jeg
ved, hvad dette er, hvor det findes.
Jeg ved det, ingen, ingen Anden.
Syv År seuere, tiende Juui.
Min Fodselsdag! Jeg opdagede idag,
at jeg endnu er ung af Ar; jeg synes,
at jeg har levet så uendelig lange; kun
femten Ar var jeg, da jeg la;rte ham at
kjende. Sålienge jeg gik i Fortryllelsen,
var jeg som de i Bjerget Indtagne. De
sandse Intet af Udenverdenen, de
mindes den ikke, de har tabt Målestokken
for livad vi ellers kalde Tid. Når de
kommer ud, kjendes Ingen ved dem.
j Så er det gået mig. Jeg var et
troskyldigt, blsendet, naivt Barn; jeg er våghet
med A lderens og Lidelsens kloge Blik,
der, selv saret, gjennemskuer Alt.
Der-imellem ligger Ungdommen udslettet.
Jeg har ikke kjendt nogen af dens
Glieder eller harmlose Nydelser . . . Jeg
har Intet lsest, Intet lsert, ikke engang at
vinde nogle Veninder. Alt ser så
frem-med og forundret på mig. Disse falmede
Ansigter, disse asldede Skikkelser kjender
jeg dog igjen; jeg har seet dem som i
en Drom, da var de unge og fagre og
skinnende af Håb. Tiden har faret
gjcekkende hen over Alt.
Også han! Også af hans Liv, det
var så forventningsrigt, har den grusomt
fremdraget Parodien. Han er gift. Intet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
