Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Verden og Gud ved, hvorledes de have
det i Aften? Saa gaar Tanken langt —
langt ud i Fremtiden, og den fremmede
forlaber sig i Drommerier, indtil han
rives med i den almindelige Jubel. Thi
der er Jul i Stuen. Se Doren aabnes,
Juletra;et — desva;rre intet Grantne med
taette, gronne Naale, men et afbladet,
nogent Bjerketra; — skinner os imode
med sine mangfoldige Lys. De smaa
forbauses over denne Herlighed og over
Dukkeme, Julegaverne og Gotterne; de
kunne i Begyndeisen ikke tro, at alt
dette er bestemt for dem; men Tidt efter
lidt faa de Mod, de naerme sig, begynde
at pille saa smaat paa Julegaverne, Saxen
kommer frem og Trseet beroves den ene
Frugt efter den anden, og naar de forst
have Gaverne i sin Haand, da er
Jubelen uden Ende.
Juledagsmorgen begyndte Ferierne at
regne for, og storartede Planer vare lagte
for hvorledes vi skulde benytte den
vel-komne Fritid. Ola Sogning havde ogsaa
lagt Planer, og aldrig for gryede det af
Dag, for han ifort sin Hoitidsdragt og
med pene Manerer traadte ind i
Kjok-kenet og i al /Erbodighed udbad sig en
Kande Braendevin, da han vilde drikke
sig fuld, eftersom det nu .ar Jul. Ola
var aldrig fuld hele Aaret igjennem, og
ingenting var derfor rimeligere, end at
han fik sin Yillie frem. Med
Braende-vinet paa en liden Dunk gik han tilbage
i sit Lukaf, kastede af sig Troien, lagde
sig ned paa Sengen og begyndte at
holde Jul paa sin Maner.
Saamange af Husets Folk, som kunde
rummes i den *-tore Otring, droge til
Kirke; men de to Kontorbetjente og
jeg havde besluttet os til en stor
Rype-jagt. Den ene af mine Kammerater
var en Sorlrending med rodt Haar og
ditto Knebelsbarter, der var en
lidenska-belig Jajger og forresten en ypperlig
Kam-merat paa en Udflugt. Han hed Helmer
og paa Grund af hans kavallermaessige
Opforsel og noble Sentiments betitledes
han ialmindelighed »Ridder HelmerBlaa«,
da han ikke kunde fordrage det forste
Navn, vi gav ham, nemlig »Ridder Rod«.
Den anden var en Nordtending ved
Navn Ove, som Bonderne ialmindelighed
kaldte Lilt-Ove; men da han, som alle
smaa Folk, ikke likte at blive mindet
om denne Ting, lod han heller Navnet
Ove Dyre med det klingende Hom«,
som han havde erhvervet sig ved sin
Fajrdighed i at traktere et gammelt
Valdt-horn, som han havde fundet blandt
an-det Skrammel oppe paa Loftet.
Saa-snart som det blev lyst nok til at skyde
— det vil sige Klokken 11 — droge
vi afsted, forsynede med Gevterer og
Aandere*) og satte Kursen bortefter
Myren.
Det var en klar, stille Vinterdag, en
af disse herlige Dage, da Brystet aander
saa let og Sjelen foler sig saa frisk, og
som man heroppe sretter saameget storre
Pris paa, da de ere saa sjeldne. Solen
var vel borte, men det var dog saa lyst
som i det klareste Solskin, og enkelte
Smaaskyer i Syd vare forgyldte af dens
Straaler og sendte os en Hilsen fra den
kjajre gamle. Det havde sneet lidt om
Natten ovenpaa en temmelig stajrk Skarre;
vi havde saaledes et ypperligt Fore, og
i strygende Fart gik det bortover den
jevne Flade.
Da vi kom et Stykke frem, saa vi
en sort Skikkelse, som arbeidede os
imode. Det viste sig snart at vnere Ove
Dyres bitreste Fiende, Raav-Anders.
An-; ders var en Kvren fra Senjen, som var
flyttet hid for Jagtens Skyld. Aldrig
drev han Fiske, men om Somnieren
gik han i Dagarbeide og 0111 Vinteren
sad han paa sin egen Haand og
be-skjreftigede sig med at fange Ryper og
Raav. I mange Aar havde han studeret
disse Dyrs Levemaade, og naar jeg skulde
tilkjende ham eller Mikkel Prisen for
Listighed, tror jeg, Anders maatte blive
den seirende. Ialfald er det vist, at han
overlistede Raiven mangfoldige Gange,
og Salget af de tildels kostbare Skind
skaffede ham ikke alene et godt
Ud-komme, men han havde endog lagt sig
et Par hundrede Daler tilbedste — en
stor Formue for disse Egne. Det var
dog langtfra, at han roste sig deraf eller
af sine Fångster. Tvertimod syntes han
najsten at have antaget nogle af Rievens
*) Ski med Sxlskind under.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
