Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde tilbagesendt »Catilina«, opfort et lidet Skuespil, Kjasmpehoien , soni
behandler et ipujet fra Sagatiden.
Theatret foretrak det Glatte og Gangbare for det mere
Eiendomme-lige, men i ydrc Henseende Skrobelige. »Kjaempeh0ien< lod sig let spille
og havde baade Skabelon og en vis dramatisk Virkning, men hvad
Indhol-det angaar, var det ¡gründen — billedlig talt — kun et nyt Mindedigt over
den nys afdode danske Digterkonge, ved hvis Dod Ibsen havde bragt
Offentligheden sit forste Poem, »Skalden i Yalhal«.*) Fra Oehlenschläger
har ’Kjacmpehoien-: lientet sin Form, og paa Stykkets Idé har den danske
Digters Verker efter al Sandsynlighed havt den afgjorende Indflydelse. **)
Ganske anderledes interessant er hans »Musiktragedie«, Norma eller en
Politikers Kjaerlighed«, der lindes i det Ugeblad, som Ibsen en stakket Tid
udgav sammen med Vinje og Paul Botten-Hansen. Personerne er:
Norma...........(udfores af) Oppositionen.
Adalgisa, hendes gode Veninde.....Regjeringspartiet.
Severus, begge Damers Elsker......en Liberal (eller i Mangel deraf
Hr. Stabeir.
Ariovist, Normas Fader, en gammel Druide . Hr. Ueland.
etc.
Om Stabell heder det i Fortalen, at han er en af disse egte
dramatiske Karakterer, som 1 leiberg omtaler, som man mere kan gja;tte sig til
end anskue, og som omsider ved Stykkets Slutning stanser der, hvor man
af Begyndeisen at domme mindst skulde vente det. Det er ikke blot denne
Ytring, der bringer os til at tanike paa Ibsens senere Dramaer; vi stoder
overalt i det lille Stykke paa visse Grundelemenler i den Ibscnske Satire:
Politikerens foragtelige Proteusagtighed; Maengdens dumme Kor med sit
Ja, ja, ja, ja! den bornerte Nationalfolelses Trang til at blunde paa störe
Minder — det er her Altsammen. Man laigge sa_’rlig Merke til Ariovist
Uelands Ord om Frihedsskatten:
leg lagde den helst i et dirkfrit Skrin,
Under Laas og Lukke, i en sikker Kjelder,
Saa kan man den finde, naar Verden forgaar,
Saa fersk og ny, som den var igaar.
Bag disse haanende Ord staar jo den samme Anskuelse, som saa
skarpt udtales i En Folkefiende , den Anskuelse, at I’rihed er Udvikling.
Det er dog i iDe Unges Forbund«, at man forst moder
Grund-tankerne fra »Norma« igjen; men der gaar 18 Aar, for de karikaturmaessige
Linjer i »Musiktragedien« bliver til kunstnerisk udforte Portraeter.
Kreds-lobet fra Virkeligheden gjennem Künsten til Yirkeligheden igjen var for
Ibsen langt og tungt. Men la;re sin Kunst vilde han, og da Oie Bull an-
* Optaget i *Christiania-Posten« den l6de Februar 1S50.
**) Se Henrik Jæger: »Fra Henrik Ibsens Rusaar«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
