Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af „Signes Historie“.*)
Tolvte Kapitel.
Det blev en kort og regnfuld Vinter
dette Aar. Fjeldene, som ellers pleiede
at lofte deres snehvide Toppe op mod
den morkeblaa Himmelgrund og at kaste
et Skja;r af Renhed og Hoihed hen
over Vangen, stod da som Dodens
Vog-tere med morke Miner og bar sig oppe
mellem Taager og regntunge Skyer.
Nu og da gik en Frostnat henover
Egnen og et let Snelag kastede sit
Son-dagsskrud over Jord og Sten, og da
var der ligesom en Huitidshvile i
Naturen, men den varede kun kort; de
sludfulde Dage fulgte snart efter, og
Hvilen var forbi.
Var der nu sand Glrede inden Dore,
hvor ringe blev da ikke den urolige
triste Naturs Modvirkning; men var der
Sorg og Savn og Tvivlens Kulde, hvor
m Degtig blev da ikke dens Médvirkning!
Hvor blev da ikke hint morke,
sonder-revne Fjeld med det evige Sus af den
nedstyrtende Fos, som losner og river
med sig i Faldet baade Sten og Trseer,
ligt det urolige Sind, som ingen Hvile
tager, men arbeider sig kun dybere ind
i Mismodet, til endelig den Bro losner,
der forer fra Dybet af hver
Menneske-sjcel ind i Evighedens Land ?
Paa Kraakenses laa Kummeren, som
Vintrens sorte Fjeld med den sukkende
Elv, over hvert Sind.
Kolbein Starkar gik fra og til
Gaar-den. Sjeldent talte et Menneske til
ham, og aldrig talte han forst til Nogen.
Men der kom ogsaa Dage, hvor han
trcengte til et Udbrud, og da var det
ikke godt for Ilen, der först kom ham
imode.
Massi var nu under disse Forhold
oftest Gjenstanden for hans Vrede; men
*) Til Oplysning om Personerne meddeles:
1’restens Son er Far til Signes Barn; men den
iskolde og jernhaarde Prest vil ikke give sit
Samtykke til de Unges .Kgteskab. Rebekka
er Prestens Soster, der forgj.-eres soger at
ind-virke paa Broderens Karakter. — Massi er i
Tjeneste hos Kolbein, Signes Far. — Kjeld er
Kolbeins N a b o, hans Son Signes forsmaaede
Beiler.
hun sukkede og hun taug, og tog saa fat
med den dobbelte Iver; og aldrig havde
der for vaeret slig Orden og Tilsyn i
Kolbeins Hus, som denne Vinter. Det
var na;sten pinligt at se hende fare
hvilelos omkring og ikke unde sig et
0iebliks Ro. Neppe havde hun sat
sig ned, for Samvittigheden tog sit
ubarmhjertige Tag i hende, og hviskede
hende i 0ret hvor stor Del hun havde
havt i Signes Ulykke, og da var hun
ikke bedre faren end om hun havde
siddet i en af hine Inkvisitionens
Klok-ker, hvor den Ulykkelige tumlede hid og
did i ustanselige Svingninger.
Det er sreregent for svage Naturer
at ville bestikke Vorherre med den ydre
Gjerning, og de byde ham stundom
Haandens anstrengende Vaerk istedenfor
Sjaelens dybe Bekymring.
Og nu Signe r Hun, som var det
sorte Punkt i Kredsen, havde trukket
sig tid af Alt, og sad i sit lille
Kain-mer som en enlig Fugl paa Gren og
stak Hovedet ind under Vingen, for
hverken at höre eller se, og for derved
tillige at gjore sig usynlig for alle Andre.
Hun forstod sig ikke meget paa
For-holdene, men det forstod hun dog, at
rundtorn paa sit bladlose Livsens Tne
oinede hun ikke en eneste liden Knop.
som lovede Vaarens Gjenkomst. Det
var gaaet ud i en eneste Stund, og
stod det end opreist en Tid fremover,
saa var det dog dodt og dets Marv var
torret ud til Rodens sidste Trevl.
Hun mindedes knap den lykkelige
Barndom, og hver Dag syntes at laegge
et Aar mellem hende og den glade Tid.
Ikke saa snart steg et lidet smilende
Minde frem for Tanken og gav hende
et flygtigt Kjfertegn, for hint lilik fra
Faderen i Beskjemmelsens gruelige Stund
ragede mörkt og truende op over det,
og det veg sky tilbage, og kom sjeldnere
og sjeldnere igjen.
Signe havde ikke set Kolbein siden
hin ulykkelige Dag. Han spurgte ikke
til hende, han nasvnede aldrig hendes
Navn, hun syntes at vajre udslettet af
hans Liv, og de Andre, som holdt til
paa Gaarden, toge sig nok ikke unodigt
den Moie at minde ham derom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
