Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hoiner sig med Dig. Boi Dig ind
under, det er det eneste Rette, fold dine
Hrender, at de ikke stride imod, og
boi Dig!
Saa gik nu ogsaa disse Dage hen
for Signe; men Kolbein Starkar kom
ikke til Datterens Dor, og hun trostede
sig ikke til at komme ham selv imode.
Han gik sin ensomme Vei og Ingen
standsede ham. De Fleste undte ham
den Tort han bar, og hvo der taenkte
bedre vidste med sig selv, at hvordan
Ordet saa foiede sig, blev det dog til
en Uhygge for ham, og saa taug Alle.
Kjeld var den Eneste, som i sit
gamle Hjertes Enfoldighed tren hen til
Kolbein, naar han stod i afsluttet
Stilhed og saa ud o ver Soen.
Og da hed det gjeme: .-/JThorstein
var nu bleven slig brav Gut. Aldrig
drak han og aldrig skjeldte han, en
kunde baade ha’e Fred og Hygge
sam-raen med ham. Af og ti! kom der nok
noget Ondt frem, det var ligesom der
kunde vrere en ond Aand, som tog i
ham for at drage ham fra Vorherre;
men saa gik det over, og da maatte
det siges med Sandhed, at han var en
god Son. Der blev nu ogsaa vendt op
og ned paa den gamle Hybel derhjemme,
saa han kjendte den niesten ikke mer . . .
En Gang imellem maatte han ogsaa tage
det over sig at sige til Sonnove, at naar
hun slig stövede ned og rodede op, saa
var der Raad til at der kom döde
Fluer i Groden . . . Aaja! han havde
nu aldrig ta:nkt sig det; han havde ret
ligget i Sorg og Vaande mangen Nat;
men saa kom Herrens Dag med G1
reden til ham, mens den kom med
For-skriekkelse til Andre ... ja Gud staar
den Hoffrerdige imod, men den Ydmyge
giver han Naade!« . . .
Her standsede han og skottede med
hen til Kolbein, som ikke tog 0inene
fra Soen og intet Tegn gav paa, at han
havde hort hvad der blev sagt. Men
det var slet ikke fordi Kjekl troede at j
have saaret Kolbein, det var fordi
Prreke-lysten kom over ham, og han var fra
Thorstein ikke vant til, at det blev godt
optaget.
Skjont det nu paa ingen Maade var
Skryd af -Gamlingen, klang det dog
ho-verende i Kolbeins 0ren, og derfor bed
han ham gjeme af med et eller andet
haardt Ord, som skremte ham lang Vei
bort og Kjeld kom da ikke saasnart
igjen.
Imidlertid var det ingen
Hemmelig-hed for Bygdens Folk, hvad der foregik
paa Kraakenassset. Det var en ren
Herreret for alle Sladdermunde, da
Be-retningen om den sidste Begivenhed
der-fra blev kastet som en Bold fra Hus
til Hus, og der levedes baade godt og
lrenge af den. Det som var lidt
kjede-ligt, var den Egenhed, at Signe ikke
viste sig for et Liv uden for gamle Massi,
\ og paa den Vis fik ingen Tag i den bedste
Mundfuld. »Vorherre maatte nu vide,
i hvordan de stelte sig med Barnet? for
en Gang maatte det vei i Kirke, og det
var nok vrerd at vide, hvordan Prresten
tog den Ting?«
Men saa lang Tid gik der hen i
denne Uvished, at Folk omsider begyndte
at trrettes, og da nu Vaaren var skredet
langt frem, var der nok at bruge Tanken
til aligevel.
Da kom der en Sondag, hvor flere
Brude skulde vies og endel Smaaborn
dobes fra de andre Anexer. I den kolde
Regntid var det vanskeligt at komme
hid, fordi Storstedelen maatte tilbaads
og passere svrere Farvande.
Dette havde nu Massi faaet Nys om,
og med det Samme var ogsaa hendes
Plan lagt. Mellem de mange Fremmede
vilde den Enkelte forsvinde. Signe
skulde ikke gaa ti! Kirken . . . »Stakkels
hende! Slig Skam, som fulgte med det
efter gammel Skik, skulde aldrig
over-gaa hende! Hun fik nu se til at komme
sig ud af Bagdoren og over Gjserdet
med Barnet. Den gamle Gutten hos
Prresten og en Kjending til skulde vaere
Faddere; Gjenten, som tjente hos Kjeld,
havde lige ud sagt, at hun mente det
var bare JEre for hende, om hun fik
vaere Fadder til Gutten . . . Aaja! saa
fik hun vei Lykke til selv at ba:re ham . . .
Den fule Prresten! han sad der. og
nid-stirrede paa hende, da hun sa’e:
Gudmund skal Gutten hede! Og han
hver-ken spurgte hende om Far eller om Mor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
