Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lic er mindst af Alt en pessimistisk Natur, og har man et Oieblik
villet gjore »Livsslavens« Forfatter hertil, saa er det, fordi man i vore Dage
beständig staar faerdig til at klassificere — hvorofte man end af Fremtiden
belasres om, at man har taget feil. Lie elsker ikke Livets Morke, men han
soger Menneskene — og der bor altfor Mange paa Skyggesiden til, at han
kan gaa dem forbi. Derfor skyldes det dybe Indtryk, han vaskker i
»Livs-slaven«, ikke de morke Farver, men ene og alene den psykologiske
Sandhed. Han er nu naaet saa langt, at han griber Virkeligheden med sikker
Kunstnerhaand; han er ikke lamger tor — som han ofte var det i »Thomas
Ross« og »Adam Schrader«; han er saftig-moden i sin Skildring, lians
Dialog, som i Begyndeisen indtog en forsvindende Plads, og som senere
ofte var bleg og farvelos — maaske forat den ikke skulde blive unaturlig
pointeret—, er nu bleven levende Menneskers Tale; hans Komposition samler
sig om et eneste Menneskes Skjasbne, og i dette Menneske selv har han
givet sin Grundtype, »Gaa paa «-Naturen, den interessanteste Form. Man
faester sig ikke lamger ved Enkeltheder, men ved Helheden, ikke ved
Sceneriet, men ved Menneskene, og de rerlige psykologiske Studier, han gjorde
i det Tidsrum, der syntes en Fornedrelse, men var en Fordybelse, disse
Studier har i »Livsslaven« fundet sin Lon. Under alt dette viser en af
hans eiendommeligste Fgenskaber sig fra sin bedste og kraftigste Side.
Denne Stilfserdighed, som i hans Udviklingsperiode undertiden blev
utilbor-lige Pauser eller Huller i Fortadlingen, er i »Livsslaven« den
hemmeligheds-fulde Magt, der lister Personer og Forhold ind i Laeserens Sympati. Storst
og sterkest er den i Bogens Slutning. Den hoieste Pathos kunde ikke
ramme dybere end de faa Ord, som tegner den ulykkelige Mand bag Hullet
i Fästningsmuren, hvorigjennem han skimter den skinnende blaa Fjord,
Friheden, Livet, Alt, hvad han har tabt.
Den morke Fortaelling er ved sit Stof langt fjernet fra Graskernes
Livsglaede. Men Jonas Lie selv er rykket na:r til det Ideal, han saa, da
han for med Haanden over det gamle Relief og raabte: »Det er naturligt,
det er dét, det er«. Ogden samme Förening af Natur og Kunst moder man
i hans to sidste Hovedverker. Han har i »Familjen paa Gilje«, givet et
mester-ligt Interiör, hvis Humor er saa stort og saa egte, at man forst studscr; siden
erkjender man, at naar det Humoristiske engang for Alvor kom hos Jonas
Lie, maatte det komme saaledes: ikke losrevet som Vittighed, ikke
latter-vaekkende, men inkarneret i en Figur, som fremkalder et stillo Smil, hvor
den viser sig.
Endelig har Lie i »En Malström« for tusinde og en’te Gang i
Lite-raturen malet en Familjes Ruin, men med en saadan Livagtighed, at man
synes det er ganske nyt. Han dvader nemlig ikke ved det Almindelige i
Stoffet, men ved Familjens enkelte Medlemmer og leverer her et helt
Galleri af ypperlige Figurer.
Mellem begge Boger er der en Förbindelse, thi i dem begge skildres,
hvorledes de unge Kvinder saelges til yEgteskab. Det vilde ikke va;re kor-
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
