Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Ja saa slemt saa!« sukkede hun.
»Men saa er vel Koen din hjenv
rae« . . . ?
»Var det likt det, vi Kar nok ingen
Ko, — den styrtede i Vaar den!«
Det var med en vaagnende bitter
Skadefryd, hun sagde det.
Han saa stursk og tvilende paa
hende, som han vilde sige: »haa haa,
har vi det paa den Leden!« — men
saa lagde Jouhan rapt ivej med:
»Der ser han endda det ene Hornet
af den;« — han viste ham
Makke-hornet, som hang i et Snöre ved Dören.
Det var jo en Skuffelse! Han havde
Ordre til at ribbe af, saa Landhandleren
kunde finde Stuen ordentlig fejet for sig,
om han kom og inddrev sit. Og Koen
havde han belavet sig paa at före hjem
med sig i Forskotten; han havde et
gammelt Auktionstilslag paa den, tre
Gjeder og en Kobberkjedel.
Lensmandskaren saa’ sig om i Stuen;
her var just ikke mange Gjenstande at
hrefte sig ved; det meste var gamle
lappede Overbredsler og totalt vierdilos
Trseskrab! Dette saa’ misligt ud; her
var som udfejet för!
» . . . En Sexasringsbaad med
inde-vrerende Aarer, Liner og Börnskap«, —
skrev han op i Protokollen.
»Baaden hans Tobias!» — haanlo
hun med tindrende 0jne, — »som han
sejler med langt ud i Havet,–den
lar I nok vtere at naa!«
»Lovens Arm er lang den,
Kja;r-ring!« — Han skrev og skrev.
Endelig var Exekutionsforretningen
frerdig. Det var, som en Möllesten
let-tede af hendes Bryst.
Saa krpemtede den lange med
Uld-skjaerfet og reiste sig, og de to Vidner
rejste sig med ham. Han tog et
Pa-pir op af Protokollen.
Hun foldede Hoenderne andsegtig,
saa tenge han la:ste op: men hvad det
egentlig var, begreb hun först, da han
bagefter til en Tydeliggjorelse og
Förklaring satte i:
»Det var saameget som, at 1 har
forbrudt Kontrakten og er udsagt af
Stuen til förste Faredag! . . .
Formedelst tredje Aars manglende Erlreggelse
af Afgiften!« — tilföjede han med
for-staerket Rost, da hun ikke gav noget
Svar.
Hun dovnede blot ligesom af i
Knse-erne, saa hun maatte s;ette sig paa
Krakken. Stuen begyndte at rore sig;
det var, som om de i nreste 0jeblik
skulde sidde ude paa Snebakken alla*
sammen! . . . Hjertet tog paa at banke
höjt i Brystet paa hende som paa et
Kreatur, naar det ser Kniven og skal
slagtes.
Af og til blussede det op i 0jnene;
hun bed Tffinderne sammen for ikke at
koge over og bryde ud; thi det stod
endnu paa, om de vilde tage Gjederne
med sig.
Andres sad bortvendt henne ved
Muren med den mindste og grad, og
efterhaanden stak ogsaa de andre i den
ene efter den anden!
Met ét rejste hun sig. Hun stod
stram i Munden og saa’ til.
Som Exekutor tog Blaikluiset af
Bordet, brod hun ud i en Haanlatter.
»Hvad ler I af, Kjrerring?«
Hun vilde vide, — raabte hun, —
hvor langt de kunde drive Mennesken !
— og om der ikke var Lov og Ret
for nogenting . . . uden for
Lensman-den og Landhandleren?
»Lov og Ret! — • skylder I kanske
ikke Gja;lden?«
»Haa—haa—haa! skylde?« — skreg
hun ud af sig. — »/E’fuglen ribber de
bare tre Gange. — Tag ligesaagodt det
fattige Livet med én GangU hvinede
hun op.
»Hys, hys, Kjserring! nu snakker
! Du over Dig, — det laat ikke saa,
dengang I giftede Jer ind paa
Fattigkassen! I skulde ha’ sét Jer for, för I
vadede ud i Elendigheden!« —
Da Lensmandsbaaden lagde ud fra
Stöen, stod to af Gjederne med
Hor-nene höjt oppe i Förskotten bnegende
ind mod Landet. Den tredje, som de
havde sparet, brregede igjen paa Berget
udover til Kammeraterne.
— — — Og er det et sandt Ord
at der er tynd jul i tomt Hus, saa blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
