Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af Grundtvigs Dagbøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Af Grundtvigs Dagbøger
93
at den Tid, Vi lade gaae übrugt hen for Udførelsen af en — for
nuftig Beslutning, maae kaldes lang og kedsom, som Natten for
den af sin Elskede skuffede Elsker, og Dagen for Daglønneren
— eller maaske rettere Hovarbeyderen. —
Der gives neppe noget tænkende Menneske, som jo ønskede
sig befriet fra sine Lidenskabers trykkende Aag og hensat i en
Stilling, der passer med hans fornuftige Ønsker; men Kraften
til at rive sig løs, fattes, og dens Fremskaffelse var stedse et
Problem. Men hvorfor kunne Vi ikke — selv i Verdens Vrim
mel — vænne os fra de fornuftstridige Ting, vort Hjerte hænger
ved? Hvorfor ville Vi endelig tåge ordenlig Afsked med dem,
hvorved Vi gøre vor Skilsmisse umulig?
»Statsmanden har altid et Værk endnu, og derpaa beslutter
»Han at sige Ærgerrigheden »godNat«- Den Forelskede be
»slutter at tåge i det mindste Afsked fra sin Elskede
»paa en høflig Maade. Men den Ærgerrige bliver dog hvert
>Øyeblik indviklet i nj^e Forretninger, og den Forelskede
»serstedsenyElskværdighederhosden Person, Han
»indbildte sig at kunne forlade. Det er derfor en nar
»risk Indbildning, atVi love os selv Forandring i
»vort Forhold, ved at skifte Blivested,thi de samme
»Lidenskaber følge osallevegne, indtil de blive over
svundne«.
Hvor sandt er ikke dette? og hvor træffende har ikke Addi
son her ogsaa skildret min Stilling? Drivendje] omkring paa
det uhyre Hav af dristige Ønsker og grundløse Planer, er Jeg
stedse en Bold for dets Bølger. Snart rulle De mig sagte hen
mod en smilende Strandbred, hvor mit Haabs skønneste Blom
ster spire med de mest vekslende Farver. Mit Øye blændes,
Jeg troer Mig i Lykkens Havn og vover at udstrække min Haand
efter de tryllende, ligesom vinkende, Genstande. Men Ak! et
Uhyre hæver sig mellem Mig og dem, skjuler dem for mit sø
gende Blik, og dets Aande oprører Bølgerne som den haarde
Nordvind. Nu drives Jeg gennem Bjerge og Afgrunde til For
tvivlelsens nøgne Klipper, hvor intet Grønt fryder Øyet, ingen
Sang Øret, der kun døves af Stormes rædsomme Susen, i Sam
klang med Vandtaarnenes dundrende Brag mod den haarde
Stenmasse. — O, da føler Jeg mig den Ulykkeligste af alle Døde
lige. Jeg fristes til [at] nedhvirvle Mig i Afgrundene, som paa
begge Sider synes at kalde. Og har end min Aand Kraft nok til
i sligt et Øyeblik at holde sig opreyst ; sværger den end evig at
glemme hine forførende Syner; O, hvad nytter det? Ey før tier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
