Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lidet om Sangene i Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sangene i Edda
130
en saadan Straf? Potensere vi nu Kiærligheden saaledes, som
den maatte udtale sig giennem Guden, da vorder Straffen en end
mere glimrende Belønning. Dog dette maa Freir ei have følt,
ligesom han i det Hele opfører sig — om jeg saa maa tale —
saare ugudelig. En fremmed Mythologi med nordisk Anstrøg
møde vi strax; thi hvem gienfandt i Eddas hellige Sange den
skinsyge Juno, den forliebte omflagrende Jupiter, de usle ægte
skabelige Stride mellem Gudernes Ypperste? Hvo kiænder an
den Strid mellem Odin og Frigga, end den, hvori de modsatte
hinanden deres Klygt, for at hæve den Dødelige, hver havde
udkaaret til sin Yndling, uden at denne forbittrede deres Sam
liv, der stedse var Udtrykket af reen Harmoni? hvo deelte
Aserne? hvo lod Freir optræde som Odins Medbeiler? Sikkert
ikke Oldtidens Digtning; thi den skildrer Aserne som en Klippe
kiæde, enig med sig selv, kun anfægtet af de hule Storme, i
hvilke de gamle Guders Røst hvinede om deres Tinder, af de
høie Jordskiælv, der udgik fra Lokes giftbesprudlede Lemmer,
af Muspels Flammer, der, giennembrydende, truede at splitte
dem, og af Havets stigende Bølger, der hævede sig paa Mid
gardsormens Ryg. Odin har ei, som Zevs, ved en Lynstraale
knuset Titanerne ; nei, fængslede vente de paa Ragnarokr, for
at maale deres Kraft med hans, og de andre Guders, som der
for slutte sig tæt til hinanden mod de fælles Fiender.
Saare urigtigt er det, at lade Odin være vred paa Freir, fordi
denne paa Jorden lovsynges som Freds og Frugtbarheds Giver;
thi, forudsat, at Aserne burde være saaledes uenige, maa man,
for at troe hiint, bestemt antage Odin som Krigens, og Frei som
Fredens Gud. Men, mon der ikke ofredes til Odin for god Grø
de, mon ikke Krigen ligesaavel kaldtes Freis Leeg, som Thyrs
Thing, og Odins Uveir?*) Sikkert have Alle, der ei bleve paa
Overfladen af Nordens Mythologi, fundet, hvor vanskeligt, eller
rettere umuligt, det er, at tillægge enhver af Aserne sin bestemte
Forretning, og jeg seer heri en større Fuldkommenhed, end hos
Grækernes Guddomme med den strængere Individualitet. Af
det Sagde troer jeg det indlysende, at Grækernes Gudestrid ei
kan eller bør omplantes paa Nordens Grund, og vil da end et
Sagn, at Odin vrededes, fordi Frei besteg Hlidskialf, maa det
ansees for Tilsætning af en senere Haand, der, kiændt med
Græker eller Romere, vilde gienfinde deres Gudelære i sit Fædre
lands. Dette er saameget des troligere, som Sagnet først findes i
’) Saasom i Glyms Dråpe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
