Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lidet om Sangene i Edda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sangene i Edda
132
Det ikke ganske sløve Øie vil her see en værdig Straf for
Freis formastelige Id; men for det lidet skarpere vorder det
klart, at Odin aldrig kunde straffe saaledes, og derved berøve
sig en drabelig Medstrider i Vigridris taagede Dale, der maa
skee kunde, væbnet med sit Sværd, splittet Fenrisulvens Gab,
før det lukkede sig over Alfbestraaleren og den høie As.
End maa jeg anmærke, at Indbydelsen til, i Frei og Skirner
at see Nordens Orest og Pylad, er meget utidig, da her, i det
mindste efter nærværende Fremstilling, ei er fierneste Liighed ;
samt at det røber saare nedstemte Begreber om Freias Magt, at
hun selv maa reise til Jotunheim, for at udlokke Gerda af sit
Jomfrubuur.
Resultatet vorder da, at det er saa langt fra, enten Oldtid
eller Nutid vinder ved slige Bearbeidelser og Malerier, at man
tvertimod inderlig maa ønske, aldrig Nogen oftere vil træde i
dette Fodspor.
Er det virkelig saa, at vor Tidsalder ei vil værdige Oldtiden
et Blik, uden naar den lader sig tilsyne i et saadant Klædebon,
lad da gamle Norden hvile rolig bag den hellige Taage, som
omgiærder den, og ei vanhelliges, ved i Harleqvins Dragt at
fremledes til Latter for udartede Slægt !
Engang vil dog vel Jordens onde Dæmon, Lokes Afkom, der
spottede det Høieste og Dybeste, vorde som hiin, med sine ud
ryddede Børns stærke Tarme, bunden til de nøgne Klipper, af
hvis frodige Vexter hans giftige Aande udpustede Saften; og
Menneskenes Øie atter oplades for det betydningsfulde Liv, der
skiuler sig bag Historiens Ophav, og spirer i Ahnelsen af den
fierne Fremtid.
Jeg vil angive Synspunkten, hvorfra jeg seer Skirners Reise,
dette herlige Digt, der, fra jeg første Gang saae det, svævede for
mit Øie med høi Betydning.
Jeg betragter det som et Glimt af de übøielige Norners Vir
ken, i det de med sikker Haand forberedede Catastrophen i det
store Drama, da Tidens Dør skulde lukkes ved dens Guddom
mes Undergang. Et saadant Glimt, eller maaskee endnu høiere,
see vi i Balders Død, hvilket jeg maaskee ved en anden Leilig
hed vil søge at udvikle. Aserne skulde gaae under, men disse,
med det Evige Forlenede, maatte selv assimilere sig til det
Endelige, for at staae under dettes Love, de maatte selv bort
give deres Evighed. Saaledes havde Nornerne bestemt, at Frei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
