Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Religion og Liturgie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Religion og Liturgie
149
vis Maade død, da Skranken er sat for den Sphære, hvori han
bevægede sig, og han nyder kun endnu et sørgeligt Liv, fordi
det var ham umuligt, ved endelig Kraft at bringe det Eviges
Spire til Henvisnen, skiønt han hindrede dens Vext.
Kun tyende Indvendinger af nogen Betydenhed lade sig giøre
herimod.
Man kan sige, at dette egentlig kun passede paa de virkelig
Ugudelige, der ginge giennem Livet uden Hensyn paa det Evige,
men ikke paa dem, der skiønt de i Ahnelse, Ønske og Haab
sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Synd,
der endog henrev dem imod deres Villie.
Vel overhugges Knuden ved at sige : Jesu Blod aftoer de Bod
færdiges Synder, men det synes dog, som en Smitte, ofte for
nyet, maatte giøre Mennesket uskikket til strax at træde i Sam
fund med det Evige.
Følelsen heraf var det, som fødte Ideen om Skærsild i sin
ædlere Betydning, saaledes nemlig, som en Deel af de Gamle
og Origines forestillede sig den. Denne Idee lod sig godt forene
med Antagelsen af et høiere ogsaa endeligt Liv efter Døden,
hvorved Begrebet om Pine bortfaldt, og synes at være den ene
ste, hvorved Knuden kan tilfredsstillende løses.
Man har sagt, at det streed mod den alvidende Guds Godhed,
at skabe Mennesker, han forud vidste, vilde blive evig fortabte.
Denne Indvending synes at være betydelig, men man maa
agte, at den ene laaner sin Styrke fra den dog nok skæve Fore
stilling om Verdens Skabellse som vilkaarlig. I det vi antage
Guds evige Tilværelse, antage vi tillige den evige Muelighed af
Verdens Tilblivelse, der under Tidens Betingelse maatte blive
Virkelighed. Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa
nødvendig. Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa nød
vendig under den Forudsætning, at Mennesket løsrev sig fra
det Eviges Samfund, og da Moralitet forudsætter Frihed, kunde
Gud ligesaa lidet hindre Menneskene fra at blive ulykkelige,
som han kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet. Hvad
end stod tilbage, giorde Gud, ved at nedsende til Jorden sin
Herligheds Glands og sit Væsens rette Billede, hvorved Arve
synden udslettedes, det vil sige, Overgangen i den moralske
Verden ophørte at være Synd, i det en Vei viistes, til giennem
den allene at naae det Evige. Ikke at ville vandre denne Vei, at
potensere Syndefaldet ved Sluttelse til Existensens laveste Deel,
og bestemt Opponeren mod Gienforeningen, er Synd mod den
Hellig Aand, som aldrig kan forlades.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
