Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Asalæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Asalæren
218
rene Morgendug faae et nyt Legeme, passende til den fornyede,
rene Jord.
Vil man endnu sige: Asalæren mangler Betydning? Skal den
unge Slægt i Nord endnu bestandig indbildes, at vore Fædres
Religion, der kun veeg, og kun viger for Kristi den rene, var
Overtro? Skiøndt Edda stedse vandrede ved min Side, kan min
Anskuelse af Asalæren dog gierne i mange enkelte Dele være
falsk, men neppe kan Nogen rokke den Grundsandhed, at vore
Fædre havde den reneste Idee om en fuldkommen Harmonie,
og at Tiden kun var den Formel, under hvilken det store Alt
stræbte imod den.
Gierne rækker Nordboen Prisen til Grækeren, naar denne
spørger om Figurernes Bestemthed, og det udvortes Smykke;
men er Talen om indvortes Kraft og høieste Betydning, da pe
ger han rolig paa Gimle, og Grækeren maa tie.
Er det saa, at et Folk maler sig i sine Guder, da behøve vi i
Sandhed ei at rødme over vore Fædre, med mindre det skulde
være over deres betydningsfulde Kamplyst; thi deres Gudelære
er den høieste Poesie ; eller kan der tænkes noget høiere, end
Udtalelsen af Alfaders egen Anskuelse af Tidslivet? Uden videre
at forfølge denne Idee, vil jeg blot bemærke det karakteristiske
Træk, at ligesom Nordboen udmærker sig ved sin dybe Agtelse
for Qvinden, saa synes denne Agtelse paa en i Øine faldende
Maade at have afpræget sig i hans Fabellære. Jeg mener den
Besynderlighed, at Maanen hører til Han- og Solen til Hun
kiønnet, ret som han vilde sige, at det var Qvinden, der, som et
høiere Væsen, beskinnede Manden med sine Straaler, og gav
ham sin Glands.
Ingen sige mig nu: dersom du troer at vide det, hvorefter vil
du da lede? Troede jeg ikke at vide det, hvorefter vilde jeg da
lede?
Have de ikke leedt, Skandinaviens Herlige, uden at fhide
noget Heelt, fordi de vilde, at Brudstykkerne skulde sammen
sætte sig selv, skiøndt Tidens Storme omkastede Bygningen, og
blandede hine i en betydningsløs Dynge? Vilde de ikke have
fundet, dersom de havde vovet at omfatte Dyngen med alle
dens, som det syntes, ueensartede Stoffe, og bevaret det Heles
Indtryk?
Det Lidet, jeg vidste, har jeg nu næsten sagt, men hvorledes
kunde jeg opregne alt det, jeg ikke veed?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
