Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
265
den gamle
Halv misforstaade, halv forglemte Lære
Var sandt Afguderi ; [Håkon Jarl IV. 2]
og da man stræbte ligesom at erstatte i Vidden hvad der var
tabt i Dybden; men rimeligt er det imidlertid at den kristne
Forfatter har givet mangen en Kammerpige og Føitenymfe
tilligemed personifiserte Figurer Plads blandt Asynier, uden
anden Hjemmel end at deres Navne fandtes i en af de gamle
Sange.
En saadan Embedsuddeling, som fandt Sted hos Romernes
og i det mindste de senere Grækers Guddomme, opdages der ei
mindste Spor af i de gamle Sange, og den kunde ei opkomme
blandt Nordens Guder, førend de (egenlig talt) vare forgaaede.
Naar man imidlertid beskuer dem, opdager man snart en For
skel, der er saa stor, at Odin med al Føie fremsætter den som
en Gaade for Vaftrudner, den kloge Jette. Nogle Guder ere blot
Kraft og kaldes Aser, medens Andre, forudvidende, milde og
elskværdige mangle Kraften ganske, eller dog for største Delen.
Dette kan, for den der ved hvad Ide han maa forbinde med
Nords Guddomme, ved første Øiekast synes underligt; men
neppe feiler man ved saaledes at løse Gaaden : En stor Digter,
enten opvokset paa Norriges Fjeldtinde, eller maaske (men og
saa kun maaske, fordi han har tabt sig i Tiderne og lever kun
i sit Værk) kommet did fra fjerne Lande, skabte Asalæren med
sin høie Betydning. Dog, snart fandt han, hvad han maatte
finde, at de blot stærke Guder ei kunde elskes af Menneskene,
at Aserne, stedse kæmpende mod Jetter, stedse sysselsatte med
at forsvare deres egen Trone, ei kunde have Øie for Menneske
nes Trang, om det end havde staaet til dem at afhjelpe den.
Derfor skabte han en temporær Guddom, der skulde sammen
knytte Himlen og Jorden, der havde Hjerte til at føle med de
Dødelige, og Visdom til at skænke dem gode Gaver. Frei, (den
Elskværdige) blev Udtrykket for denne Digtning.*)
Faa, eller mange Aldere (thi hvem kan maale i Natten ?) hen
runde, og fra Østen kom en anden Digter, mer forstandig og
mindre ren, med sin stolte Skare. Han og hans Følge tillagde
sig Odins og de øvrige Guders Navne, eller gave maaske Guderne
sine, og vilde holdes for deres Repræsentantere paa Jorden. I
de følgende Tider sammenblandedes de af mange med Guderne,
*) Saxo fortæller, at Frø var Gudernes Statholder, og det er ikke urimeligt,
at heri ligger Spor af hin gamle Myte; thi om man ogsaa vil ganske henføre
det til Menneskeguderne, bliver Sporet der ligefuldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
