Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
333
sig, medens de trodsede al jordisk Magt; eller om det maaske
var en herlig, betydningsfuld Digtning, oprundet af den uimod
staaelige Trang til at løse Tilværelsens Gaade, som gennem alle
Tidsaldere drev, og driver end alle store Siele ud over Sandser
nes Kreds?
Troen paa Asalærens høie Betydning er fast sammengroet
med mit Væsen, og uden denne Tro maatte det kaldes et sandt
Raseri, at henstirre paa Hedenolds halvudslettede Runer. At
Mange ei ville dele denne Tro, det ved jeg, men enten høre man
mig slet ikke, eller høre mig uden Fordom ! Man skue og tænke
før man dømmer; thi jeg skuede og tænkte, før jeg talte.
Kvalte Jormunganders Edder
I jert Bryst den dybe Sands;
Viger, viger!
Thi for Eder
Tydes aldrig Volas Kvad,
Flygter ! thi kun den kan høre,
Som i Væsnets indre Øre
Fanger sagte, rene Lyd.
Den gamle, aandrige Digter grublede over Verdens og Tidens
Ophav.
Som hvert Menneske, i hvem Guddomsgnisten frit kan ud
vikle sig, hævede Han sig lettelig til det Evige, til den underlige,
forborgne Kilde, hvorfra Alt maatte udstrømme. Han skuede
trindt med sit dybe Blik, for at finde Billedet af det harmonisk
Herlige, hvortil Han havde opsvinget sig; men Strid var hvad
Han fandt. Naar Storme bøiede Granen paa Fjeldetind, og naar
skummende Bølger væltede sig mod Klipperod, da sa a Han
Striden; naar Bjørnebrummen og Ulvetuden blandede sig med
Stormehvin og Bølgebrusen, da hørte Han den. I uafbrudt
Kamp mod Jord, mod Dyr og mod hinanden, saa Han Menne
skene staa, seire og segne. Løftede det udmattede Øie sig mod
Himlen, da saa Han Lyset stride med Mørket og med sig selv,
og stirrede Han i Menneskets, i sit eget Indre, da syntes ham
den hele udvortes Kamp kun som et svagt Symbol paa den der
sammenkrympede hans Væsen.
Hans Aand truede med at bortkaste sin høie Ide og hylle sig
i Mørket; men Beskuelserne gærede fort, og et Lys opgik for
hans Siel. Han saa Ymers Fødsel.
Nu var Alt klart. Da den vilde formløse Masse havde selv ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
