Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
361
Da Solen bestraaled den duftende Vang,
Ved Biernes Surren og Fuglenes Sang
Jeg vaagnede op af de saligste Drømme,
For Morgenens Saligheds Bæger at tømme.
O Langeland! Du med dit tryllende Eden
Det eneste Skønne jeg kendte herneden,
Du Øerncs Dronning og Dannemarks Pryd,
Som stedse jeg mindes med Vemod og Fryd !
Paa Dig hviler Stenen, jeg hvilede paa,
Den Sten, hvor de herlige Syner jeg saa,
Hvorfra jeg og da med min vaagnende Sands
Beskuede Morgnens udfoldede Glands.
• •
Paa duggede Enge
Jeg stirred med Lyst,
Saa Bierne hænge
Ved Urternes Bryst.
Jeg saa hvor De suged
Hvad Blomsten indknuged
Saa fast i sit Skød.
Jeg maatte udbryde!
0 nu kan jeg tyde
Et Under igen.
Thi derfor o Bi! er din Honning saa sød,
Fordi den af Sødhedens Kilde udflød,
Og derfor i Kagen Man undrende tæller
De konstig afmaalte, omgrændsede Seiler,
Fordi Du en Draabe af V i s d o m m e n nød.
Det høiere Livs Frembrud
gennem Individet.
Fædrene troede at visse Mennesker stode i en nøiere Forbin
delse med stærkere Væsner, og havde, som Følge deraf, en syn
derlig Magt over Naturen, ei allene den udvortes, men selv
Menneskers indvortes, saa De kunde forvende Disses Sind og Hu
efter eget Tykke. De Samme eller Andre tiltroede Man ei allene
et klart Syn i Fremtiden, men tillagde Dem endog tilsidst et vist
Herredom derover.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
