Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordens Mytologi (1808) - Tillæg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordens Mytologi
371
ret afbilde det fordi Staven var bundet af en Mythe jeg ikke ret
forstod. Den tilsyneladende Modsigelse forsvinder, naar man
med mig betragter Tidens Øiemed kun opnaaeligt, naar den
ender i en vis Time, det som Ormenes Øiemed, at Asken kan
falde fø r den Time, det som Menneskenes Galskab at hielpe
Ormene i Striden mod Guds Øiemed, og det som Galskabets
Frugt, at Asken, der alligevel ei falder før den skal, knuser dem
og deres Fostbrødre i den evige Død.
Duggen og Honningduggen ledsages af dette
Tillæg.
Man seer let, at disse Vers ere mere foranledigede ved nor
diske Myther end udsprungne af dem, thi alt hvad Vola siger er
kun, at Duggen neddrypper fra Ygdrasill, og i den prosaiske
Edda siges at det er Honningdug. En skiøn og sa n d Forestil
ling er det unægtelig, at Duggen, der for Planterne er en saadan
størkende, vederkvægende, oplivende og underfuld Draabe,
ligesaalidt har hiemme paa Jorden, som den aandelige Dug der
lædsker og kvæger og størker de Levende, at det Alt er Draa
ber, med hvilke Alfader giennem Norners Haand bestænker
den tørre Ask som ellers maatte visne, det er en af de mange
Anelser i Nordens Hjerte af Sandheden om den Gud, der klæ
der Markens Blomster, og i Hvem vi leve, røres og ere, det er
en Duft fra Hjertets Blomst, avlet af en saadan Dugdraabe fra
det Høie, og kan den kiendes giennem Verset, som jeg mener,
da angrer jeg ei at have giort det, skiøndt adskillige Ord ere
Daarskabs Børn. Den sidste Anvendelse paa Biernes Konst er
ei heller ueffen, og kunde giøre godt, hvor den lagdes paa Hjerte
i en Tid, da det er betragtet som Menneskers Maal at sanke og
trælle for et Døgnliv og bringe Alt i snorlige Rade og Rum, thi
see ! det formaaer den liden Flue og giør det konstigere end vi,
skulde det være Menneskets Maal at blive som den ? skulde det
være Umagen værd at arbeide saa ivrig, for at uddrives af
Svoveldamp, naar det store Bistade optages i Høsten, og surre i
Mørket medens Mjøden blandes til en evig Høitidskalk i de
gyldne Sale ? eller var det dog ikke bedre i Sommerens Tid ved
Honningduggens Kraft at lade Vingerne voxe, og Sødmens Væld
udspringe i Hjertet, saa vi, naar Vinteren kommer, kan uden
Sorg forlade de afblomstrede Enge, og svinge os did, hvor Dug
gen har hiemme, og Stadet staaer fast, og Blomsten ei visner
og Kalken ei tømmes, til Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
