Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
427
En Jomsviking.
En Snekke hid har ladet stande,
Og ligger hardt ved Havnens Port,
En Ungersvend staar i dens Løfting,
Og raaber høit paa Palnatoke.
Nu ginge alle Høvdinge op paa Muren.
Palnatoke.
Hvem est du, mens saa høit du raaber,
Og ter dig storlig ved vor Borg?
Vagn.
Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde
Mig kende ; thi mig avlede din Søn
Med Vesets Datter. Spørg kun Bue!
Han kender Vagn.
Palnatoke.
Hvi kom du hid?
Vagn.
Fordi jeg kedtes mellem mine Frænder
Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,
Og mine stille Frænder tyktes ilde
Om mig, fordi jeg stundum slog
Et Ben i Panden paa en Vrævler,
Maaske lidt haardt, saa Blodet sprang,
Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.
Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt
At her er Mænd og ingen Kvinder,
Jeg vidste og, at Bue var her alt,
Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.
Palnatoke.
Og mener du da, Frænde ! at du her
Kan frit med Mandehovder lege?
At Jomsborgs Kæmper taale mer,
End dine egne næste Frænder?
Vagn.
Kun lidet nyder jeg vort Frændskab,
Den første Gang vi sees, og altid jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
