Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
429
Vagn.
Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen
Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar
Var hos ham, for jeg vilde skønne,
Om bedre nu sin røde Strut
Han gemte, siden Bue Digre
Af Medynk gav ham den igen.
Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,
Og saa en Smule Andet. — Ser du,
Hvor dybt sig Rusten har indgnavet
I disse Skjolde, disse Sværd?
De har vist ogsaa ligget grumme længe,
Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men
Endnu de ikke ret vil blive blanke.
Strutharald er vist ikke blevet vred,
Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,
Og hvad jeg høilig kunde trænge til;
Thi Skib og Folk jeg fik af Aage,
Men ingen Vaaben, — til sin Plov
Han bruger Jernet, — og jeg maatte
Da selv se til at faae lidt Staal.
Nu, Sigvald! kommer jeg i Flokken?
Det kunde jo dog glæde dig
Hver Dag at skaade disse Vaaben,
Og mindes om din Faders Gaard.
Palnatoke.
Men sig! hvor gammel est du Frænde?
Vagn.
Jeg lyver ei, tolv Vintre er jeg gammel.
Palnatoke.
Ei bryde vi da vores Lov, som vil,
At Hver hos os skal tælle atten Vintre.
Men vel mig tykkes om dig, Vagn!
I Bretland har jeg Jarlerige,
Og Hælvten nu skal være dit.
Vagn.
Vel er det budet; men jeg skøtter
Ei om dit Rige. — Eders Lov
Jo brydes ei, naar ikkun Hugget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
