Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
431
Jeg frygter snart at Sigvalds Skjolde
Blir alt for smaa, naar de skal til
At indeklemme ham. — Mig tykkes
At Sigvald styrer ind mod Land.
En Jomsviking.
Ham fattes Sten, dem vil han sanke.
Vagn.
Hør, Sigvald ! det behøves ikke.
Jeg seer, at du vil sanke Sten
For at afgnide Vaabenrusten,
Det ei behøves, alt mit Sværd
Har slidt sig blankt i dine Skjolde,
Og Blodet troer jeg ogsaa hjelper.
Ogsaa Vagn gik paa Land og Sigvald trængtes alt haardere og haardere,
men der Palnatoke saae det store Mandfald, da raabte han:
Nu er det nok. Vi har for Sæd
At prøve Mænd, som vil i Lauget,
Men slig en Prøve, som i Dag,
Maa være sjelden. Sig! hvormange
Gik der til Valhal?
En Jomsviking.
Sigvalds Flok
Har Tredve tabt og Vagns kun tyve,
Men Somme have Ulivs Såar.
Vagn.
Nu, Palnatoke! mener jeg dog ei
Du nævner mig en Dreng.
Palnatoke.
Saa stille, Frænde!
Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.
Hvad praier du vel af? ei var det sjeldent
Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng
Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,
Ja stundum eied han og sindig Kløgt.
Den savner du, derfor du nu skal drage
Med Bue ud paa Tog, ei komme hid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
