Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
462
Alt hvad de mangled, gav dem disse Guder
Og du vel nu begriber lettelig,
At Alt maa være Dobbelthed i Livet.
i
>
Vagn.
Jeg halv forstaar dig, men mig tykkes,
At ret som Guderne var to,
Saa bleve Mand og Kvinde tyende,
Den ene svag, den anden stærk,
Og Manden ene efter Størke
Maa stunde, men du sagde jo,
De havde et og samme Udspring !
Palnatoke.
Det sagde jeg, og siger end;
Men sig mig ! mener du, at Træet
Er ypperst, naar om Vinterstid
Det staar i mørke, kolde Størke,
Hvad heller, naar det klædt og grønt
I al sin Kraft med Blomsten pranger?
Er Blommen vænest, naar dens Top
Nedluder, eller naar den løfter
Sit lille fagre Hoved kæk?
Vagn.
Kun liden maa min Kløgt dig tykkes,
Hvis du kan tvivle om mit Svar.
Palnatoke.
Kan du da tvivle om, at Manden
Er ypperst, naar sig Kraften blander
Med Mildhed, og at Kvinden da
Er fagerst 2, naar hun stundum glemmer
Sin Svaghed, klæder sig i Staal,
Og holder Skjoldet for sin Beiler?
Kan du nu se at Frei, som Thor,
At Vaner maa, som Aser dyrkes ?
Dog, ei om Guder og om Askurs Æt
Jeg nu dig mægter Alt at sige;
1 B: Gude Parret. 2 B: fagrest.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
