Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kæmpelivets Undergang
473
Harald.
Men Regner, han^som Ormen ståk,
Han blev og stungen død af Onne,
Det har du glemt.
F jølnir.
Ja, det er vist,
At jeg har Meget glemt, som du end mindes,
Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning
At tyde saa paa sig de gamle Eventyr.
Hvad vilde vel din fromme Moder sige,
Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt
Med samme Fynd, som Klerke synge Tider?
Harald.
Min Moder! ja, jeg skylder hende Meget.
Kongen hensank i dyb Grublen; men ikke eiede Sjelen Størke til at over
vinde de foi styrrede Tanker, og maatte derfor tjene dem.
Harald.
Nu lystig, Fjølnir! spring til Skibs!
Og hent mig alle mine Mænd
Med Touge og med Løftestænger,
Og jag saa Nogle ud i Landet trindt,
Og lad dem drive mine Bønder hid,
Med Stænger og med Reb og Øksne,
Thi her er Arbeid for dem Alle !
Nu er jeg engang blevet glad igien.
Fjølnir.
Min Konge!
Harald.
Ja, din Konge er jeg,
Men derfor skal du ogsaa løbe,
Alt hvad du kan, thi du kan tro
At her er ingen Tid at spilde.
De Døde er just ei at spøge med,
Og hvad man lover dem, det maa Man holde
Nu ! hvorfor nøler du ? kun rask !
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
