Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Optrin af Norners og Asers Kamp - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norners og Asers Kamp
692
Thi end jeg lever, kun fordi min Vei
Til dig gik over Lig, jeg stander blodig.
Odrun.
O Gunnar, Gunnar! er det og dig selv?
Forvildes ei igen mit Syn, som fordum,
Da kaaglende din Ham til Brynhild beiled?
Dog nei, din Røst, dit Øie, Alt er dit.
Saa kommer du da efter lange Vintre
Engang igen? Hvorfor? det veed jeg ei ;
Men glædeligt det er mig dog at skue
Den Eneste min Hu staar til paa Jord.
Du mener, jeg som Brynhilds Søster vilde
Dit utro Hjerte vinde mig med Staal;
Ak nei, hos mig er Haand og Hjerte svage,
Kun for at beile til den Kæmpes Sværd,
Hvis Favnetag jeg mer end Døden frygted,
Kun derfor staar jeg væbnet her paa Gulv.
Gunnar.
Saa kast da fluks, min Odrun, onde Kjortel,
Som tung og trang nedtynger, klemmer dig!
O lad mig løse Hjertet af sit Fængsel,
Hvis end det kan tilgive, elske mig.
Saaledes! — Arme Pige! hvor du skælver!
Hvor har dit Blod sig skjult for Jernets Frost!
Nu Hjelmen bort! lad gule Lokker spille
Igen paa Svanehals ! Lad stærke Knag
Nu atter bære denne tunge Klædning,
Der syedes kun x for et Bryst af Staal,
For Brynhilds kun !
Odrun.
Du bløder, Gunnar !
Kom, lad mig dig forbinde! hvilken Lyst!
O, havde du den kendt, min elskte Kæmpe !
Da havde ei saalænge mine Såar
Forgæves biet paa den kære Læge.
Gunnar.
O, straf mig ei, du hulde, elskte Kvinde !
Ei mine Dage flød i Gammen hen,
1 B: ikkun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
