Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mindesange om Willemoes - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
752
I
(Ny danske Tilskuer. No. 43 og 44, den 26. Mai 1808).
i:
TTillemoes faldt, og — Danmark taug!
V Kort var hans Bane, —og Skiebnen, hvis grumme Haand
oprev i Nord saa mangt et livfuldt Skud i sin fagreste Vext, til
lod os ei heller i ham eengang at beundre den anden Torden
skiold; men Ingen, som kiendte ham, skal turde nægte, at hin
Helts übetvingelige Mod boede i ham, parret med den hedeste,
meest uegennyttige Fædrelandskiærlighed.
Ei vil jeg tale om hans stolte Indvielse i Kongedybet; thi man
har dog vel ikke glemt den; men ei kan jeg andet end pege hen
paa den lynsnare Hurtighed, hvormed han foer fra Neva til
Elben for at kæmpe sit Fædrelands Kamp. Aldrig kan jeg glem
me det Heltemod, hvormed han i den svundne Høst trodsede
alle Farer, og førte Krigerne trygge midt mellem Bretlands de
talrige Snekker.
Kraft som Villie har jeg ikke til at sætte ham et uforgiænge
ligt Gravminde. Kun det simple, sorte Bræt kan jeg reise ved
hans Grav; men maaskee udtaler det ogsaa sandest hans ukonst
ledeVærd. Snart udslettes Skriften og det blander sig med Mul
det; men saalænge een af de kiække Sømænd aander, hvis
uskrækkede Fører og kiærlige Fader han paa eengang var; saa
længe paa Lollands og Langelands Bred de Hytter stande, hvor
hans Komme var en Høitid, og hvor jeg selv, rørt til Sielen,
saae den uforstilte Taare rinde ved hans Heltedød ; saalænge i
det ringeste lever hans Minde herligere end deres, som Konstens
Haand prægede dybt i det skinnende Marmor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
